Din virksomheds sponsorstøtte til de lokale klubber og foreninger

Du er - ligesom vi - en del af lokallivet. Du bor her, du arbejder her, du dyrker din fritid her - du har måske virksomhed her eller du arbejder i en lokal virksomhed, der ønsker at støtte bestemte formål i lokallivet.

Sponsering, repræsentation og personalegoder krydser af og til hinandens veje, og SKAT ikke altid er enig med virksomhedernes fortolkning af – skal vi kalde det – færdselsreglerne. Og det kan også være lidt teknisk, for taler vi for eksempel om de såkaldte tillægsydelser til et sponsorat (gratis rundvisninger og særforestillinger, optrædener for sponsorer, frit medlemskab, sæsonkort, VIP-kort, fribilletter, fri deltagelse i spisning og arrangementer eller sponsorture.), kan det blandt andet aflede en række spørgsmål om skatte- og momsfradrag.

Vi har tidligere skrevet om reglerne for almennyttige lotterier og om, hvordan der fremadrettet kan komme flere penge i den lokale forenings klub-kasse end i statskassen.

I den nyhed vil vi så gerne give svaret på, hvordan du som virksomhed kan være med til at støtte den lokale spejderklub, sportsklub eller kulturelle forening, men lad os lige få sat et par ting på plads først.

  • Reklameudgifter
    Du kan fratrække reklame- og salgsudgifter fuldt ud som driftsomkostninger, når de opfylder formålet; nemlig at sælge varer og tjenesteydelser og/eller at gøre din virksomhed kendt eller bemærket - enten i indeværende eller efterfølgende indkomstår. Det gælder både skatte- og momsmæssigt.

  • Repræsentationsudgifter
    Udgifter i repræsentationsøjemed er typisk udgifter, som afholdes for at få afsluttet forretninger eller for at tilknytte eller bevare forretningsforbindelser. Dine medarbejdere tæller ikke med her, det drejer sig udelukkende om personer, der ikke er knyttet til din virksomhed som medarbejdere.

  • Personaleudgifter
    Med personaleudgifter forstås skattemæssige udgifter afholdt til din virksomheds medarbejdere, herunder eventuelle bestyrelsesmedlemmer. Der er tale om udgifter, der afholdes for at forbedre arbejdsmiljøet eller som led i personalepleje mv.

Du kan læse meget mere om henholdsvis reklameudgifter, repræsentationsudgifter og personaleudgifter herunder
Reglerne for skatte- og momsfradrag ved repræsentation 2024

Tillægsydelser til sponsorater - moms

I tilknytning til et sponsorat modtager din virksomhed ofte en række tillægsydelser. Det kan være gratis rundvisninger og særforestillinger, optrædener for sponsorer, frit medlemskab, sæsonkort, VIP-kort, fribilletter, fri deltagelse i spisning og arrangementer eller sponsorture.

Disse ydelser skal være særskilt prisfastsat på virksomhedens faktura til “sælgers sædvanlige salgspris til 3. mand”, som SKAT så smukt formulerer det. Det er altså ikke nok, at tillægsydelserne er inkluderet i den samlede sponsorpakke uden særskilt specifikation.

Vær i øvrigt opmærksom på, at du som hovedregel ikke kan trække moms af tillægsydelser fra.

Tillægsydelser til sponsorater - skat

Den del af dine sponsorudgifterne, der relaterer sig til tillægsydelserne, anses som udgangspunkt for erhvervsmæssige og dermed fradragsberettigede udgifter for din virksomhed. Vi kan dog kun kraftigt anbefale, at du - i forhold til en eventuel efterfølgende kontakt fra SKAT - løbende noterer (fx på et regneark), hvem der har modtaget tillægsydelserne, og hvad anledningen har været. Hvis du ikke gør dette, risikerer du, at SKAT i forbindelse med en kontrol af skatteopgørelsen vil foretage skøn over, hvad tillægsydelserne er brugt til.

SKAT vil dog altid vurdere, om du som sponsor har fradragsret for udgifterne til tillægsydelserne og i den forbindelse hvem, der har modtaget ydelserne, og her skelnes mellem:

  • Virksomhedens ejer i en personlig ejet virksomhed
    Hvis udgifterne til tillægsydelserne efter en konkret vurdering findes at være afholdt af private hensyn, anses de for private og dermed for ikke fradragsberettigede udgifter.

  • Hovedaktionæren i et selskab
    Hvis udgifterne til tillægsydelserne efter en konkret vurdering findes at være afholdt af hensyn til hovedaktionærens private interesse, anses de for private og vil følgelig blive anset for yderligere løn til hovedaktionæren, hvilken er fradragsberettiget i selskabet som lønudgift.

  • Virksomhedens ansatte
    Hvis udgifterne til tillægsydelserne efter en konkret vurdering findes at være afholdt af hensyn til de ansattes private interesse, anses udgifterne for løn- eller personaleomkostninger, der er fradragsberettigede i virksomheden som sådanne.

    Den del af udgifterne til tillægsydelserne, som bliver brugt af ejeren, hovedaktionæren og de ansatte, vil som hovedregel blive anset for repræsentationsudgifter med 25 procents fradragsret. Det gælder for eksempel , hvis hvis du, eller en af dine ansatte, har inviteret en forretningsforbindelse med til et arrangement.

  • Virksomhedens kunder og forretningsforbindelser
    Hvis tillægsydelser anvendes i forbindelse med repræsentationssammenkomster, anses de som udgangspunkt for at være med 25 procents fradragsret.

Regler for sponsorater?

En forudsætning for, at du kan kalde dit bidrag for et sponsorat, og dermed opnå fradrag for det, er, at det er givet af reklamemæssige årsager. Et sponsorat må nemlig ikke gives af personlige årsager. Det er vigtigt at fremhæve, at din virksomhed skal have en reklamemæssig værdi ud af sponsoratet.

Det kan eksempelvis være ved, at din virksomhed hænger reklamer op i den lokale klub eller det lokale teater eller får påtrykt din virksomheds navn eller logo på spillertrøjer, flag, busser, biler mm.

Lad os kigge på et eksempel fra det virkelige liv, hvor en frisørsalon vil sponsorere den lokale rideklub; en rideklub, hvor frisørsalon-indehaverens barn er aktiv. Fradragsmæssigt giver det umiddelbart ingen problemer, så længe sponsoratet er ydet med det formål at tiltrække kunder til frisørens forretning og ikke på grund af den personlige relation til klubben. Grænsen er hårfin, men det må formodes at andre, lokale erhvervsdrivende også støtter klubben på tilsvarende vilkår.

Rimelig værdi af sponsoratet

En anden væsentlig ting er, at sponsoratets værdi ikke må være uforholdsmæssig stor i forhold til den reklamemæssige værdi. Det er selvfølgelig en individuel vurdering, men sponserer du et meget stort beløb, mod en ringe eller beskeden eksponering, så vil betingelsen for fradrag højst sandsynligt ikke være opfyldt.

Derudover skal dine reklamer være rettet mod en ubestemt kreds af potentielle kunder; de skal være tydelige og synlige med henblik på salg.

Støt lokallivet alligevel

Du og din virksomhed kan altid sponsere hvem I vil – også dit barns svømmehold eller rideklub. Det, der gælder er blot, at hvis dit sponsorat ikke har en tilstrækkelig reklamemæssig værdi, så kan din virksomhed ikke få fradrag for udgifterne.

 
 
Forrige
Forrige

Beskatning af telefon og smartwatch - og andet sædvanligt tilbehør

Næste
Næste

International revisor og lokal revision - lokal revisor og international revision