Udbetalingsgrænsen ændres til 350 mio. kroner
Udbetalingsgrænsen på skattekontoen ændres fra 1. februar 2022, og det betyder, at har du sat udbetalingsgrænsen meget højt, vil indestående på skattekontoen blive udbetalt i starten af næste måned.
SKAT har meddelt, at de ændrer udbetalingsgrænsen på skattekontoen næste måned. Udbetalingsgrænsen har hidtil været kraftigt forhøjet som følge af Covid-19-situationen. Du skal derfor være opmærksom på den udbetalingsgrænse, der er fastsat.
Du kan have forhøjet udbetalingsgrænsen på skattekontoen for din virksomhed eller for dig selv, og her skal du være opmærksom på, at hvis du har sat udbetalingsgrænsen på skattekontoen højere end 350 mio. kroner, så vil den automatisk blive sat til 0 kroner fra 1. februar 2022.
Har du eller din virksomhed ikke selv haft fastsat en udbetalingsgrænse, vil alle tilgodehavender over 200 kroner blive udbetalt. Udbetalingsgrænsen kan normalt (læs før Covid-19) højst være 200.000 kroner, og SKAT giver normalt ikke dispensation til at forhøje grænsen, men på grund af den ekstraordinære Covid-19-situation, er det fortsat midlertidigt muligt at hæve udbetalingsgrænsen yderligere - bare med et mindre beløb.
Overblik over udbetalingsgrænser for skattekontoen
Udbetalingsgrænsen bliver automatisk sat til 0 kroner igen umiddelbart efter den 1. februar 2022, hvis du har en udbetalingsgrænse, der er fastsat højere end 350 millioner kroner. Hvis den fastsatte hævede udbetalingsgrænse er 350 millioner eller lavere, fortsætter den som hidtil.
Hvis du fortsat ønsker en udbetalingsgrænse efter den 1. februar 2022, og har du eller din virksomhed en fastsat en udbetalingsgrænse på over 350 mio. kroner, så skal der sættes en ny udbetalingsgrænse inden for de gældende regler:
Muligheden for at hæve udbetalingsgrænsen på skattekontoen op til 100 milliarder kroner gælder i perioden fra den 7. maj 2020 til og med den 31. januar 2022.
Muligheden for at hæve udbetalingsgrænsen på skattekontoen op til 350 millioner kroner gælder i perioden fra den 1. februar 2022 til og med den 1. maj 2023. 2. maj 2023 er udbetalingsgrænsen igen tilbage på normalt niveau.
Du kan ændre dine udbetalingsgrænse her
Yderligere information om skattekontoen
Vi har tidligere skrevet om skattekontoen - om likviditet, renter, lån, grænser og muligheder, og om, hvad skattekontoen er for en størrelse.