Det er muligt at stjæle en andens selskab eller få dit eget stjålet
At være ejer af, og/eller direktør i, et selskab betyder blandt andet, at du er tegningsberettiget for det selskab, og under almindelige omstændigheder, så ved du naturligvis, hvem der både er ejer og direktør i dit selskab, men …
Vidste du, at det er muligt at stjæle en andens selskab eller få stålet sit eget? Og at når det er stjålet, så kan tyven have låst det med en kode, så du ikke kan få adgang.
Der har før været omtaler af bedrageri med NemId og selskaber – både i aviser og på TV. Ord som stråmandsdirektør, kreditbedrageri, kreditortab, svindel og organiseret kriminalitet har ofte været forbundet med interview med erhvervsstyrelsen, der gang på gang fortæller, at de står magtesløse over for problemerne med den nuværende lovgivning.
Lad os indledningsvist slå fast, at det selvsagt er ulovligt og strafbart at foretage registreringer i et selskab uden at have den fornødne fuldmagt. Lad os os slå fast, at det ikke afholder alle fra at gøre lige præcis det.
I Danmark er det nemlig sådan, at enhver kan foretage registreringer i et selskab – også selv om du ikke ejer selskabet. Du kan foretage registreringer på et hvilket som helst dansk selskab med et hvilket som helst NemID.
Du kan altså sætte hvem som helst ind som ejer og direktør i et dansk selskab. Ud over NemID er det eneste, du skal bruge, cpr-nummeret på den person, du ønsker at indsætte som direktør.
Direktør i stedet for direktøren
"Jeg vil være kalif i stedet for kaliffen" , siger storvesiren Iznogood i den klassiske franske tegneserie skrevet af René Goscinny, og henviser til, at han vil overtage kaliffens rige og de fordele, der følger med. Om vi direkte kan oversætte det til denne situation skal være usagt, men det ser i hvert tilfælde ud til, at der i nogle tilfælde er nogen, der forsøger sig med en meget direkte overtagelse af din virksomhed - i hvert tilfælde for en periode.
For er du ejer eller direktør i et selskab, kan du indgå aftaler på selskabets vegne – herunder aftaler, der enten med det samme eller senere, kan forpligte selskabet økonomisk. Vi taler eksempelvis kviklån, kreditkort eller kontolån, hvor du omgående – og her mener vi faktisk inden for 30 minutter - kan købe på kredit hos leverandører eller stå med flere kviklån i størrelsesordenen 50.000 kroner stykket.
Du kan selv overveje konsekvensen for dig, hvis dit selskab pludselig blev overtaget af en anden en ganske almindelig dag – Og ”pludselig” er nok det, der bedst skitserer fænomenet, for virksomheden får blot en kvittering fra Erhvervsstyrelsen i selskabets e-boks, når registreringen er gennemført, og en svindler har overtaget ejerskab og direktørpost, og dermed er blevet direktør i stedet for direktøren.
Er der nogen, der er dumme nok?
Og nu sidder du måske og tænker, at der er da ingen, der er dum nok til at indsætte sig selv ind som ejer eller direktør i en andens selskab. Det bliver jo ret let opdaget, og vedkommende bliver således hurtigt fundet og straffet.
Til det er kun at sige, at erfaringen fortæller os, at de mennesker, der indgår i de her sager, ikke nødvendigvis har en langsigtet strategiplan. Det kan være alt fra studerende, over folk med økonomiske problemer til hårdkogte kriminelle. Fælles er, at de handler ud fra umiddelbare behov, og din virksomheds økonomiske tab ved svindelen, bliver som regel svær at inddrive.
Derfor handler det om at sikre sig, for det sker i den virkelige verden. Senest har Berlingske Tidende haft en artikel om noget tilsvarende så sent som 15. januar 2022.
Læs om en kriminel bryggeri-overtagelse her
Brug kode før tyven stjæler den også
På virk.dk kan du oprette passwordbeskyttelse af en virksomhed. Gennem oprettelse af et password kan du sikre dig, at det kun er personer med kendskab til passwordet, der kan foretage ændringer en virksomheds registreringsforhold.
Og du læste rigtigt: Vi skrev en virksomhed og ikke din virksomhed, for som et muntert kuriosum kan vi tilføje, at det nemlig er virksomhedens tegningsberettigede eller NemID administrator, der kan oprette et password, og det betyder, at har du ikke oprettet et password, så kan andre (læs tyven) udelukke dig fra dit eget selskab via kode.
Sådan opretter du et password
Vi anbefaler at opsætte et password, og når du opsætter dette, så vil det være nødvendigt at dele passwordet med eventuelle tredjemænd, som du ønsker skal have adgang til at foretage registreringer på dit selskabs vegne – fx din lokale revisor.
Gå ind på virk.dk
Vælg den virksomhed, du ønsker at oprette password for.
Vælg menupunktet ”passwordbeskyttelse”, hvorefter du får mulighed for at indtaste det ønskede password.