Hold påskeferie uden skattesmæk - også til næste år

Påskeægget er revnet, og det er nok ikke gået nogens økonomiske ferienæse forbi, at der er åbnet for 2. runde af udbetalinger af feriepenge fra Lønmodtagernes Feriemidler, men…
…ingen penge uden SKAT, og du bør tjekke din forskudsopgørelse allerede nu - særligt hvis du betaler topskat, får pension, andre offentlige ydelser eller har specielle udlandsforhold.

I disse dage er der mange, der søger om at få udbetalt deres indefrosne feriepenge gennem Lønmodtagernes Feriemidler. Når pengene lander på din bankkonto, bør du tjekke, om skatten er trukket - eller om forskudsopgørelsen skal justeres efterfølgende.

I nogle tilfælde er der allerede betalt skat af de feriepenge, du får udbetalt, og så behøver du naturligvis ikke gøre noget. Er der allerede betalt skat af feriepengene, vil det fremgå, når du søger om udbetalingen. Hvis dette ikke er tilfældet, bør du angive det udbetalte beløb på forskudsopgørelsen.

Topskat og indefrosne feriepenge

Hvis du betaler topskat, eller hvis du har en samlet indkomst lige under topskattegrænsen, er det særligt vigtigt at huske feriepengene på forskudsopgørelsen, ellers kan de give et [citat;] “skattesmæk, der kan mærkes” i marts 2022 - ja sådan formulerer de det faktisk selv hos SKAT.

Indtægtsgrænsen for betaling af topskat i 2021 er på 592.174 kr. om året inklusive am-bidrag, og det svarer til 49.348 kr. pr. måned.

Pension, offentlige ydelser og indefrosne feriepenge

Hvis modtager pension eller andre offentlige ydelser, kan der også være særlige forhold omkring feriepengene og forskudsopgørelsen. Er du i tvivl om, hvad de indefrosne feriepenge betyder for dine offentlige ydelser, er det en god idé at søge viden hos den myndighed, som udbetaler ydelsen til dig.

Hvis du eller din ægtefælle/samlever får pension, skal du være særligt opmærksom på sammenhængen mellem forskudsopgørelsen, de indefrosne feriepenge og din pension, helbredstillæg mv.

Udlandsforhold og udbetaling af indefrosne feriepenge

Har du udlandsforhold - for eksempel at du bor eller arbejder i udlandet, eller at du kommer fra udlandet og i en periode arbejder i Danmark - og har anmodet om at få udbetalt dine indefrosne feriepenge i efteråret 2020 eller i foråret 2021, så læs mere her.

Beskatning efter Ligningslovens § 33 A

Hvis du bor og arbejder i udlandet i mindst 6 måneder og ikke er i Danmark mere end 42 dage i den periode, så er du muligvis omfattet af reglerne i Ligningslovens § 33 A på udbetalingstidspunktet, og det betyder så, at de udbetalte feriepenge beskattes efter § 33 A. Bemærk, at 42-dages reglen er lempet i perioden 9. marts 2020 til 30. juni 2020 som følge af Covid-19-situationen.

Du kan altid få hjælp fra os, eller du kan selv læse mere om betingelserne i ligningsloven herunder.

DIS-indkomst

Er dine feriepenge optjent af DIS-indkomst - Lønindkomst tjent om bord på et dansk skib registreret i DIS eller et udenlandsk skib, der er registreret med hjemsted i en EU-eller EØS-medlemsstat - så bliver feriepengene også beskattet som DIS-indkomst, når de udbetales.

Forskerordningen (forskere og højtlønnede medarbejdere)

Hvis du er under forskerordningen på udbetalingstidspunktet, og dine feriepenge således er optjent af forskerløn, skal du beskattes af udbetalingen som forskerindkomst.

Skattefritaget efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst

Hvis din løn var skattefritaget efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst i optjeningsperioden, skal du ikke betale skat af feriepengene ved udbetalingen.

 
Forrige
Forrige

Kørselsfradrag for transport imellem hjem og arbejde

Næste
Næste

Nu muligt at klage over erhvervs-ejendomsvurderinger