Nu muligt at klage over erhvervs-ejendomsvurderinger

Det er nu muligt at klage over ejendomsvurderinger, de såkaldte historiske vurderinger, og det vil sige de vurderinger, der er foretaget i perioden 2013-2020.

Det er ikke kun dig, der kan klage, men det vender vi tilbage til.

Er du Erhvervsejendomsejer vil du, sammen med 86.000 andre ejere af erhvervsejendomme, få et brev fra Vurderingsstyrelsen om, at det er muligt at klage over de vurderinger, der er foretaget i perioden 2013-2020. Årsagen til brevet er, at erhvervsejendomsejere har en fremrykket klageadgang, jævnfør en lovændring af ejendomsvurderingsloven, der blev vedtaget tilbage i december 2020.

I første omgang sendes brevene løbende til ejere af erhvervsejendomme, men senere bliver bl.a. også øvrige erhvervsejendomme, ejendomme med blandet bolig og erhverv, ejerboliger med store grunde samt landbrugs- og skovejendomme omfattet. Det er målet, at alle omfattede ejendomsejere, modtager et brev i løbet af 2021.

Skulle du have lyst til at læse hele lovteksten, så finder du “L 107 Forslag til lov om ændring af ejendomsvurderingsloven og forskellige andre love” her, du er naturligvis også velkommen til at kontakte os, så hjælper vi dig videre.

Tilbage til fakta.

Hvad er en historisk vurdering?

I 2013 blev offentlige vurderinger suspenderet, hvilket de har været frem til 2020. Det betød i praksis, at Vurderingsstyrelsen førte vurderingerne fra 2011 og 2012 videre; i nogle tilfælde er der senere blevet foretaget en omvurdering, og denne er så videreført. Alle vurderingerne fra fra 2011 til 2020 kaldes for historiske vurderinger.

Du kan finde de historiske vurderinger for den periode, du vil klage over, på “Den Offentlige Informationsserver” ois.dk. Her finder du den grundværdi og ejendomsværdi, som din ejendom er blevet vurderet til på det konkrete tidspunkt.

Har du ret til at klage over en vurdering?

Som udgangspunkt har du ret til at klage, hvis du opfylder ét eller begge af disse to kriterier:

  • Du var ejer af ejendommen i året for den vurdering, du vil klage over

  • Du betalte ejendomsværdiskat, grundskyld (ejendomsskat) eller dækningsafgift på baggrund af vurderingen for det år, du vil klage over.

Det betyder også, at hvis der har været andre ejere end dig i årene 2013-2020, eller andre som har skullet betale skat af ejendommen i disse år, har også de mulighed for at klage. Det kan være, hvis en ny ejer har købt en ejendom; her vil både den nye ejer og sælgeren af ejendommen i flere tilfælde kunne klage over vurderingen for det år, hvor de begge har ejet ejendommen.

Hvem er berettiget til at klage over en vurdering?

Det er Skatteankestyrelsen, der vurderer, om du er klageberettiget i hver enkelt sag. Du kan klage på vegne af andre, hvis de opfylder kriterierne, og du har fået en fuldmagt fra dem.

Hvis du ejer eller har ejet flere ejendomme, så vær opmærksom på, at du først kan klage over vurderingen af en konkret ejendom, når du modtager det ovennævnte brev fra Vurderingsstyrelsen.

Hvordan klager du over en vurdering?

For at klage skal du bruge:

  • NemID

  • Et betalingskort eller MobilePay. Gebyret for at klage er nemlig 500 kr. for hver vurdering pr. ejendom, du klager over. Hvis du får helt eller delvist ret i din klage, får du gebyret tilbage.

Send dette med din klage:

  • En liste over, hvilke vurderinger, du vil klage over

  • En begrundelse for din klage

  • Eventuelle dokumenter, der støtter og underbygger klagen

  • Omtalte brev, du har modtager fra Vurderingsstyrelsen

#ejendomsvurdering #klage #vurderingsstyrelsen #historiskevurderinger

 
Forrige
Forrige

Hold påskeferie uden skattesmæk - også til næste år

Næste
Næste

Godtgørelse af energiafgifter 2021 - de endelige tal er klar