Den nye ferielov - Fonden, feriemidler og regnskabsbehandling

Den nye ferielov trådte i kraft 1. september 2020. Samme dato sluttede den etårige overgangsperiode mellem den gamle og den nye ferielov.

Det har betydning for en række faktorer, idet der blandt andet skal indregnes flere forskellige forpligtelser samt gøres op, hvorvidt der skal indbetales til Feriefonden eller selvadministreres.

Den nye ferielov er en realitet, og hvis vi kigger på regnskaberne, så skal der i 2020, i lighed med 2019, indregnes flere forskellige forpligtelser i disse.

Din virksomhed kan nu også indbetale til Fonden for Lønmodtagernes Feriemidler - Feriefonden eller blot Fonden i daglig ferietale, hvor kært barn har mange navne, idet der i starten af 2021 er åbnet for frivillig indbetaling af de opsparede feriemidler for overgangsperioden. Fristen for første indbetaling til Feriefonden vil fortsat være 1. september 2021, medminde din virksomhed beslutter at administrere feriemidlerne selv, indtil jeres medarbejdere går på pension.

Regnskabsmæssig behandling af ferie 2020

 Der er for 2020 to former for forpligtelser:

  • Den normale feriepengeforpligtelse efter ferielovens regler. I 2020 vil den kun dække fire måneder fra 1. september 2020 til 31. december 2020 fratrukket de dage, som medarbejderen måtte have afholdt som ferie i oktober-december 2020. Denne forpligtelse vil derfor være lavere end tidligere år, som følge af den nye model for optjening og afholdelse af ferie.

  • Forpligtelsen for opsparede feriemidler i overgangsperioden 1. september 2019 - 31. august 2020. Den vil skulle indregnes i regnskabet som en kortfristet eller langfristet forpligtelse.

Dette er illustreret herunder, og du kan downloade dokumentet ved at klikke på billedet.

Beslutning om, hvorvidt der skal indbetales til Feriefonden eller selvadministreres, skal først meddeles til Fonden i 2021. Din virksomhed har derfor pr. 31. december 2020 en ubetinget ret til at udskyde indbetaling til Fonden mere end 12 måneder. Det indebærer, at din virksomheds forpligtelse i balancen pr. 31. december 2020 er langfristet gæld, bortset fra den del, der vedrører medarbejdere, der i 2021 forlader arbejdsmarkedet. For disse medarbejdere skal i indbetale feriepengene til Fonden senest den 1. september 2021. Denne del er således kortfristet gæld. 


De opsparede feriemidler vil skulle indekseres. Feriefonden vil hvert år i juli måned give virksomhederne besked om årets indeksering opgjort pr. 31. maj, når virksomheden har besluttet at administrere de opsparede feriemidler selv.

Indekseringen følger lønudviklingen, som ifølge Danmarks Statistik i tredje kvartal 2020 var opgjort til 2,5%. For 2020 vil indekseringen således skulle indregnes for fire måneder, svarende til 1/3 af de 2,5%. Indekseringen indregnes som en finansiel post i resultatopgørelsen.  

Frivillig indbetaling af opsparede feriemidler 2021

Lønmodtagernes Feriemidler har her primo februar 2021 åbnet for, at virksomheder frivilligt kan indbetale hele eller dele af de opsparede feriemidler til Feriefonden. Forfaldsdatoen ved første indbetaling er fortsat 1. september 2021.

Alle berørte virksomheder vil her primo 2021 have modtaget brev i deres e-boks fra Lønmodtagernes Feriemidler om bekræftelse af de indberettede beløb, ligesom medarbejderne har modaget breve. Den frivillige indbetaling af hele eller dele af forpligtelsen kan foretages via virk.dk: via dette link https://virk.dk/myndigheder/stat/feriemidler/selvbetjening/Jeres_indberetninger_for_overgangsaaret/

Ved indbetalingstidspunktet ophører kravet om indeksering af de opsparede feriemidler. Indekseringen sker herefter hos Fonden.  

Det er uden betydning, om medarbejderne har hævet alle, eller dele af, de opsparede feriemidler i efteråret 2020 eller har til hensigt at hæve yderligere her i foråret 2021, når det bliver muligt. Du har som virksomhed og som arbejdsgiver fortsat uændrede forpligtelser til at indbetale de opsparede feriemidler til Fonden i takt med, at de forfalder.

 
Forrige
Forrige

Covid-19: Selvstændige får mulighed for kompensation på 33.000 kroner

Næste
Næste

Kombinerede restriktioner, tekniske udfordringer og juridiske ditto