Covid-19: Aftale om udvidelse af hjælpepakker

27. oktober 2020 er der indgået en aftale om forlængelse og justering af hjælpepakkerne. Dem kigger vi på her.

Nu skal vi ikke være dem, der slukker lyset på forhånd, blot oplysende bemærke, at aftalen skal statsstøttegodkendes af EU-kommissionen, inden den kan udmøntes i konkret lovgivning. Det har historisk givet en række ændringer inden endelig lovtekst.

Aftalen er tiltænkt som ekstra hjælp til dansk erhvervs-, kultur-, idræts- og foreningsliv. Hjælpepakkerne forlænges til 31. januar 2021 og udvides. Det betyder, at eksempelvis underleverandører som taxaselskaber, biografer og folkeoplysningsområdet nu kan se frem til mere hjælp ligesom der vil blive arbejdet med et begreb om “de facto nedlukkede virksomheder”, som vi kender det fra dele af nattelivet og nu også eksempelvis messeaktiviteter.

Der er imidlertid et lille “men”, for i følge aftaleteksten gælder det, at “virksomheder og selvstændige mv. under kompensationsordningerne skal være direkte eller indirekte omfattet af følgende begrænsninger:

  • Forbud mod at holde åbent, herunder begrænsninger på åbningstiden, alkoholforbud mv.

  • Forsamlingsforbud (både det store og det lille forsamlingsforbud).

  • Grænselukninger.

  • Udenrigsministeriets rejsevejledning.”

Det er på ovenstående baggrund at aftaletekstens initiativer skal gøres til lov.

Følgende kompensations- og garantiordninger forlænges til og med den 31. januar 2021

  • De målrettede kompensationsordninger for faste omkostninger ( adgangskravet til omsætningsnedgangen bliver nedsat fra 35 til 30 pct. samtidig med, at den maksimale kompensationsprocent for mindre virksomheder bliver sat op til 90 pct.

  • Kompensationsordningen for arrangører.

  • Kompensationsordningen for selvstændige, freelancere og kombinatører mv., herunder kunststøtteordning for kunstnere med kombinationsindkomst og sæsonafhængige.

  • Garantiordningen i Rejsegarantifonden for pakkerejseudbydere.

  • Lønkompensationsordningen for tvangslukkede virksomheder.

  • En række kompensationsordninger vedr. kulturinstitutioner, scenekunst, kommunale ordninger mv. (nødpulje1-4) samt de kulturordninger, der læner sig op af ovenstående erhvervsstøtteordninger.



Generelle highlights om indholdet aftaleteksten

  • Der åbnes for kompensation til virksomheder, der er direkte leverandører til private og sociale arrangementer med mindst 10 deltagere. Både leverandører af lyd, lys og taxaer kan være omfattet.

  • Virksomheder, der oplever en tilstrækkeligt stor omsætningsnedgang i forbindelse med det skærpede forsamlingsforbud samt forbuddet mod at sælge alkohol efter kl. 22.00, får adgang til eksisterende kompensationsordninger for selvstændige mv. og faste omkostninger.

  • Virksomheder, der har eller får forbud mod at gennemføre deres aktiviteter som følge af det skærpede forsamlingsforbud, får adgang til kompensationsordningerne for selvstændige mv. og faste omkostninger på samme vilkår som tvangslukkede virksomheder.

  • Lønkompensationsordningen udvides.

  • Faste leverandører til pelsdyravlere får adgang til kompensationsordningen for selvstændige og for faste omkostninger.

  • Frem til 31. januar 2021 afsættes yderligere i alt 500 mio. kroner til puljer til kultur- og foreningslivet samt breddeidrætten.

  • Ny pulje til biograferne på 15 mio. kr.

  • Ny kompensationsordning på 60 mio. kroner til aftenskoler, daghøjskolerne og Folkeuniversitetet, der mister deltagerbetalinger eller får flere udgifter på grund af forsamlingsloftet på 10 personer.

  • 25 mio. kr. til arbejdslegater målrettet kunstnere.

Vi vender naturligvis tilbage, når yderligere og mere konkret materiale fra myndighederne foreligger.

 
Forrige
Forrige

Dansk Revision Søborg - Gazelle 2019 og 2020

Næste
Næste

Ferieloven: 10 lette tjek på indberetning til den nye Fond