Dansk Revision Søborg - Gazelle 2019 og 2020
Ambitioner omkring vækst, mens der samtidig er stor fokus på at være en nærværende rådgiver og samarbejdspartner, har været de væsentlige prioriteter de seneste par år.
Dansk Revision i Søborg har fra start af haft fokus på vækst og udvikling samt naturligvis fokus på uddannelse og fastholdelse af dygtige, engagerede og ambitiøse medarbejdere. En opskrift på succes, der nu for andet år i træk har givet pote i form af en Gazelle fra Børsen.
Det hele startede med en plan dengang tilbage i 2016 – en plan om vækst. Thomas Ennistein og Michael Wienberg var lige indtrådt som partnere i virksomheden. Med sig havde de et stærkt netværk, og de forventede, at de begge ville bidrage aktivt med nye kunder ret hurtigt. Men de vidste også, at uden et dygtigt team omkring sig, så ville vækstplanen blive umulig at gennemføre.
Vækst og teamspirit som drivere
Virksomheden bestod dengang af 4 medarbejdere, og et kort hop frem til i dag viser 14 på lønningslisten og et nyt domicil i Søborg. Det er jo relativt små størrelser i antal, men i procent og i mandetimer er det en væsentlig forøgelse, og enhver der har siddet med en virksomhed ved, hvor meget det kræver af indsatser, ressourcer og engagement at nå dertil på kun 4 år. Alene kultur og værdier er en kategori for sig selv og dette kombineret med en branche, hvor gode revisorer med solid erfaring ikke hænger på træerne, har medført, at der har været tænkt en del innovative tanker.
Så lad os hoppe tilbage til 2016, hvor det blev besluttet at foretage en revitalisering af virksomheden. En simpel øvelse, hvor der blev fokuseret på at finde de rette kundeansvarlige med den rigtige faglighed og den rette anciennitet samtidig med, at der hvert år blev ansat 2-3 trainees. I starten betød det en væsentlig ekstra indsats for de eksisterende kundeansvarlige, men på sigt gav det den rette sammensætning, og et solidt overblik over en voksende kundeportefølje og med knivskarpe medarbejdere på holdet.
En simpel opskrift, der virker og som deles med kunderne
“Det lyder jo i virkeligheden ret enkelt”, siger Thomas Ennistein og fortsætter; “men vores kunder skal egentlig bare opleve os som nærværende og personligt engagerede i deres virksomhed… “ Her bryder Michael Wienberg ind: “Jeg er enig med Thomas - vi kalder det rådgivning i øjenhøjde - der hvor vi virkeligt er reelt interesseret i kundens forretning, hvor vi kan rådgive og sparre og sikre vækst og udvikling”.
I en opfølgning på året der gik, fortæller Thomas… ”Vores opskrift på positiv vækst har ikke ændret sig. Vores rådgivning foregår i øjenhøjde, mens det er vigtigt at skabe en god arbejdsplads med gode uddannelsesmuligheder for vores medarbejdere”.
Gazellerne fra Børsen er en fysisk manifestation af den plan, der blev udarbejdet i 2016, men det går langt dybere. For det vigtigste er, at kunderne er tilfredse, at de mener, at en kvalificeret rådgivning og et godt samarbejde med et dygtigt team af engagerede og ambitiøse medarbejdere har gjort forskellen og sikret en gunstig udvikling langt ud i fremtiden.