Undgå fængselsstraf når du handler med aktier, obligationer mm.
Der er på det seneste været en hel del sager, hvor private investorer har handlet aktier og obligationer med sig selv – såkaldt wash trades. Det sker ofte uforvarende, men det er ikke desto mindre ulovligt, og kan i værste tilfælde ende med fængselsstraf.
Fængselsstraf spørger du skepisk– for at lave en simpel fejl?
JA – svarer vi kategorisk og henviser til en dom på 60 dages fængsel for en direktør i en ejerledet virksomhed.
Wash trading er ulovligt, og ved wash trades forstås, at en transaktion ikke medfører ændringer i ejendomsretten til et finansielt instrument, for eksempel en aktie eller en obligation. Wash trades kan ske, når du lægger en salgsordre på markedet fra et af dine depoter, som så bliver mødt af en købsordre fra et af dine andre depoter.
At du skal passe på, hvis du handler med aktier eller andre finansielle instrumenter er nok ingen nyhed. Kurserne kan gå op og ned med lynets hast, og en umiddelbar god forretning kan som følge af et ustabilt marked, pludselig vise sig at være knap så god – eller omvendt alt efter, hvordan du satsede.
Når det så er sagt, så viser mange undersøgelser, at langsigtet investering i blandt andet aktier, kan være en ganske glimrende og med et fornuftigt afkast – og det er nemt.
Du kan læse mere om aktiehandel for private og beskatning af aktier her
Men tilbage til wash trade - hvordan kunne en direktør ende i fængsel for at handle med aktier imellem sig selv og sin virksomhed. Og hvorfor er det så alvorligt at handle med sig selv?
Hvad er wash trade – handel med sig selv?
Lad os for nemheds skyld tage udgangspunkt i noget, de fleste af os kender til; nemlig aktier og obligationer.
Wash trade – eller når du handler med dig selv - betyder typisk, at en transaktion ikke medfører ændringer i ejendomsretten til din obligation eller aktie. Det kan f.eks. ske, når du lægger en salgsordre på markedet fra et af dine depoter, som bliver mødt af en købsordre fra et af dine andre depoter.
Det kan både være mellem dine egne depoter eller fra eget depot til din ægtefælles, samlevers eller barns depot eller til et depot tilhørende et selskab, som du ejer. Det, der er afgørende er, om det er samme beslutningstager.
Hvorfor er wash trade ulovligt?
Når du handler med aktier og obligationer, kan du købe og sælge de lettest omsættelige papirer inden for ganske få sekunder. Det kan du gøre til den senest udbudte kurs. Andre papirer er sværere at omsætte og tager længere tid at sælge, fordi der måske ikke er så mange købere.
Du kan også ”sætte dine papirer til salg” til et bud, som du selv vælger. Det er i lægmandtermer det samme, du gør, hvis du sælger en vare i den blå avis eller Facebook Marketplace. Du kan modsat også sætte købstilbud op på udvalgte aktier eller obligationer til en bestemt kurs.
Og det er det, der er hele humlen, for når du handler med dig selv på en markedsplads (din bank eller anden platform), så er det anonymt for andre investorer. Det vil sige, at andre ikke kan se, hvem der har foretaget den enkelte handel, og markedet vil derfor tro, at der er tale om en handel indgået mellem to uafhængige parter, der har hver sin købs- og salgsinteresse.
Det betyder også, at kursen kan manipuleres til et unormalt eller kunstigt niveau og til at skabe indtryk af, at aktier eller obligationer er lettere at omsætte end det reelt er.
Markante straffe for wash trade
Hvis du handler med dig selv, kan det få ret alvorlige konsekvenser for dig, og det gælder uanset om handlen sker med eller uden forsæt, da lovgivningen også omfatter såkaldt ”uagtsom markedsmanipulation”.
Og markedsmanipulation straffes som udgangspunkt med fængsel. Derfor blev direktøren for ovennævnte selskab straffet med 60 dages fængsel, heraf 30 dage ubetinget, for i ni tilfælde over en periode på en måned at have handlet mellem sit personlige depot og et depot tilhørende en virksomhed, som vedkommende var direktør i og ejer af. Det skete så sent som i juni 2021.
Et andet eksempel omfattede en person, der havde indlagt en salgsordre på en obligation til kurs 98, hvorefter vedkommende samme dag indlagde en enslydende købsordre. Kursen steg dermed fra kurs 85,5 til kurs 98, og vedkommende fik 30 dages betinget fængsel for handel med sig selv. (Kilde: Finanstilsynet)
Det er i øvrigt det tidligere kendte begreb ”kursmanipulation”, der nu betegnes nu som markedsmanipulation. Markedsmanipulation straffes med bøde eller fængsel i op til 18 måneder. Det fremgår af ”Bekendtgørelse af lov om kapitalmarkeder §249 , stk. 2” .
Hvordan undgår du wash trade – handel med dig selv?
Et ret relevant spørgsmål vil nu være: Hvordan undgår jeg, som privat investor, fængsel og wash trades?
Det er der ikke et entydigt svar på, men …
… du skal i hvert tilfælde ikke sætte al din lid til din investeringsplatform eller bank. Du kan med andre ord ikke forvente, at din rådgiver eller platform holder øje med dine handler for dig. Vil du sikre dig mod wash trades kan du derfor kontakte dem, og bede dem om at foretage flytningen af dine depoter. Dette gøres så udenfor markedet, og det vil typisk ske mod et gebyr.
Insisterer du derimod fortsat på selv at foretage flytningen, så skal være opmærksom på ikke at have en såkaldt ”modsatrettet” ordre liggende, der kan møde din udbudte salgsordre. Det er den del, vi gennemgik tidligere om at have købs- og salgsbud liggende – du ved den med den blå avis.
Du kan som privat investor sagtens have to modsatrettede ordrer på markedet, men her er det bare ekstremt vigtigt, at du sikrer dig, at de to ordrer ikke møder hinanden. Det kan du undgå ved at lægge begge ordrer ind som såkaldt limiterede ordrer med en pris, der sikrer, at den limiterede købsordre ikke kan møde den limiterede salgsordre.