Covid-19: Slutafregning - kompensation for faste omkostninger
Det er snart tid til slutafregning af de sidste udbetalinger for kompensationsordningen for faste omkostninger.
Har din virksomhed modtaget kompensation for faste omkostninger i en eller flere perioder mellem 9. juli 2020 og 28. februar 2022, så er fristen for at indberette den 30. september 2022.
Hvis din virksomhed er en af de knap 19.000 virksomheder, der har modtaget kompensation for faste omkostninger under Covid-19, så nærmer tiden sig for slutafregning for perioden 9. juli 2020 til 28. februar 2022.
Erhvervsstyrelsen har åbnet for, at du kan indsende dokumentation nu. Så frem med regnemaskinen og fat tastaturet. Det er nu, det endelige beløb opgøres.
Har din virksomhed modtaget kompensation for faste omkostninger under Covid-19, så er det nu, du skal indberette til slutafregningen for de faktiske forhold. De faktiske forhold er de tal, som Erhvervsstyrelsen bruger til at beregne det endelige kompensationsbeløb, din virksomhed er berettiget til.
De faktiske forhold betyder den realitet, du endte ud med efter kompensationsperiodens udløb. Din virksomhed ansøgte på baggrund af det, I forventede ville ske under Covid-19. Slutafregningen - og de faktiske forhold - er så det, der rent faktisk skete; og det betyder, at I enten skal have yderligere penge udbetalt eller tilbagebetale et beløb.
Slutafregning af kompensation
Din virksomhed skal sende én samlet indberetning, som indeholder slutafregning for alle perioder mellem 9. juli 2020 og 28. februar 2022, hvor virksomheden har modtaget kompensation for faste omkostninger. Derudover skal I indberette oplysninger om eventuelle koncernforhold og anden modtaget statsstøtte.
Det skal du bruge:
Saldobalance for virksomhedens faktiske omsætning datoafgrænset til hver af de kompensationsperioder, der slutafregnes for
Kontospecifikationer for virksomhedens omsætningskonti datoafgrænset til hver af de perioder, der slutafregnes for
I visse tilfælde opgørelse over virksomhedens resultat i kompensationsperioden
Information om eventuelle koncernforbindelser
Når indberetningerne er færdigbehandlet, modtager du en slutopgørelse i virksomhedens digitale postkasse. Det vil fremgå af denne slutopgørelse, om I har modtaget den rette kompensation, skal tilbagebetale kompensation eller er berettiget til yderligere kompensation.
Guide til indberetning for kompensation for faste omkostninger
Du kan finde trin for trin guide til, hvordan du indberetter til slutafregningen for kompensation for faste omkostninger herunder.
Slutafregning for faste omkostninger trin-for-trin-guide