Indberetning af acontoskat for selskaber - 2. rate 2023

Det er igen tid for betaling af dit selskabs acontoskat, idet både ordinær og frivillig acontoskat skal betales inden den 20. november 2023.

Det er i øvrigt muligt at indbetale den frivillige acontoskat for 2023 helt frem til den 1. februar 2024, men det koster et restskattetillæg.

Dagene bliver kortere, og det er snart jul. En stressende tid for nogle og en hyggelig tid for andre. Sikkert er det i hvert tilfælde, at du den 20. november 2023 skal betale den 2. frivillige acontoskatterate for dit selskab/selskaber.

Det kan derfor allerede nu være en god ide at vurdere, om din virksomhed skal foretages ændringer i acontoskatteraten. Indgår selskaber i en sambeskatning, så betales den samlede acontoskat af administrationsselskabet.

 

Den ordinære acontoskat for selskaber betales to gange årligt, og generelt er det vigtigt, at du og din virksomhed løbende vurderer om acontoskatteraten svarer til selskabets forventede skattebetaling, eller om der skal ske ændring af acontoskatteraten.

Husk!
Det er vigtigt, at du indberetter ændringerne, før du betaler, da dine betalinger ellers kan blive returneret.

Hvad er acontoskat?

Acontoskat betales af selskaber og trækkes fra den endelige skat. Den endelige skat er den skat, der beregnes i forbindelse med selskabets årsopgørelse. Hvis der betales for meget i acontoskat, vil der opstå et skattetilgodehavende, hvorimod der vil opstå en skyldig skat, hvis der er betalt for lidt acontoskat.

Aconto-skatteraten fastsættes af SKAT, og beregnes som 50 procent af gennemsnittet af de seneste tre års selskabsskat. Dit selskab kan selv hæve eller nedsætte de to rater, hvis der sker ændringer i indtjeningen i løbet af regnskabsåret. Det kunne være stigning eller fald på energi, andre omkostninger eller Covid-19-slutafregninger.

Nystiftede selskaber, acontoskat og skattesmæk

Har du et nystiftet selskab, skal du være ekstra opmærksom, idet SKAT af naturlige årsager ikke har kendskab til dit selskabs indtjening.

Derfor opkræver SKAT ikke acontoskat, og du skal altså være ekstra opmærksom på aconto-skatteraterne for ikke at få et ordentligt skattesmæk.

Vurdér acontoskatten løbende

Det er vigtigt, at du løbende vurderer, om acontoskatteraten svarer til selskabets forventede skattebetaling, eller om der skal ske ændring af aconto-skatteraten. Risikoen er, at der enten venter en stor skattebetaling eller - hvis du har penge til gode - at du så har låst likviditeten indtil november året efter.

Det afhænger af din virksomheds likviditet og lånebetingelser, om det kan det være en fordel at betale for meget acontoskat alternativt udskyde acontoskatten så længe som muligt.

Udskyder din virksomhed betalingen af acontoskat, så skal I betale et restskattetillæg. I 2021 var restskattetillægget på 4,3 procent, og det svarer til en ikke fradragsberettiget rente på ca. 5,5 procent. Det forventes at at restskattetillæget bliver over 4,4 procent for 2022. Tillægget forventes offentliggjort december 2023.

Derudover vil der ved 3. frivillige acontoskatterate være et tillæg til acontoskatten på cirka 0,9 procent.

Betaling til skattekontoen - frivillig acontoskat

For at SKAT kan se, at en indbetaling til selskabets skattekonto skal gå til dækning af acontoskat, er det vigtigt, at dit selskab forinden har indberettet via TastSelv Erhverv om den kommende, frivillige acontoskat. Hvis I ikke indberetter, bliver den frivillige indbetaling tilbagebetalt.

Betalingsfristen for den 2. ordinære acontoskatterate er den 20. november 2023. Den 3. (og frivillige) betaling er den 1. februar 2024 for indkomståret 2023. Ved et tillæg på 0,9 procent vil det i øvrigt betyde, at har dit selskab en restskat på f.eks. 50.000 kroner, så vil det koste i omegnen af 400 kroner i restskattetillæg - de 400 kroner er ikke fradragsberettiget.

NB!
Det er vigtigt, at selskabets skattekonto ikke har en negativ saldo, da indbetalingen går til dækning af den ældste gæld først.

Hvordan betaler jeg aconto-selskabsskat?

Log på TastSelv Erhverv

  1. Vælg Selskaber - selskabsskat

  2. Vælg Acontoskat.

  3. Vælg Indberet/ændre ud for den rate, der skal ændres, og indberet hvor meget selskabet ønsker at indbetale i frivillig acontoskat.

  4. Du får en kvittering med en betalingslinje, som anvendes ved indbetaling. Husk, at betalingslinjen er den samme for alle selskabets indbetalinger til skattekontoen og anvendes til dækning af selskabets ældste gæld ifølge skattekontoen.

Har du brug for hjælp til acontoskat?

Der er, som nævnt tidligere, mange faktorer, som kan påvirke selskabets skattepligtige indkomst, herunder stigende omkostninger, stigende el- og varmepriser, slutafregning af COVID-19 kompensation m.v.

Du kan derfor med fordel kontakte din lokale revisor for at få en vurdering af, om acontoskatteraterne i din virksomhed bør ændres, herunder om der bør indbetales yderligere ved 3. frivillige acontoskatterate den 1. februar 2024.

Du kan læse flere eksempler samt finde en guide til ændring af acontoskat her

 
 
Forrige
Forrige

Nye boligskatteregler kan medføre ændrede forskuds- og/eller årsopgørelser

Næste
Næste

Hvad er reglerne for opladning af elbil for lønmodtagere, hovedaktionærer og selvstændige?