Hvad er reglerne for opladning af elbil for lønmodtagere, hovedaktionærer og selvstændige?
Der investeres fortsat i køb af el- og hybridbiler, og det kommer nok ikke som en overraskelse, at disse køretøjer skal oplades fra tid til anden.
Det er nok heller ingen overraskelse, at der skal betales for strømmen, men nok mere overaskende, at der er nogen, der muligvis beskattes af strømmen mens andre kan få den skattefrit.
Du har sikkert set de ”grønne” ladestandere rundt omkring i bybilledet, og du har måske også lagt mærke til, at der kommer flere og flere ladestandere på offentlige og private P-pladser.
Ladestanderne er heller ikke gået skattevæsenets næse forbi, og det er ikke fordi, at SKAT har noget imod, at du kører el- eller hybridbil, der er bare en række ting, du skal være opmærksom på, inden du tænker, at du frit kan lade din private bil op på firmaets regning, eller lade firmaets bil blive opladet på din private ladestander.
Det skal være lettere at være elbilejer, og Folketinget har ved flere lejligheder lovgivet på området. til og med 2020 var eldrevne firmabiler for eksempel beskattet anderledes og mere fordelagtigt for brugeren end konventionelle fuel-drevne biler, hvor beskatningen i dag er den samme, men …
… der er alligevel lidt at være opmærksom på i forhold til “optankningen” af elbil enten du er arbejdsgiver, lønmodtager, hovedaktionær eller selvstændig.
Ladestander på din bopæl
Hvis din firmabil er en el- eller hybridbil, og hvis din arbejdsgiver betaler for installation og drift af en ladestander på din private bopæl, så er det faktisk et skattefrit personalegode.
Og hvis du senere skifter job eller af andre årsager ikke længere har el- eller hybridbil stillet til rådighed, så har du endda mulighed for at overtage ladestanderen skattefrit. Det kræver kun, at du har været beskattet af fri el- eller hybridbil i en sammenhængende periode på seks måneder, regnet efter den 1. juli 2021.
Ovenstående regler gælder også:
Hvis du er hovedaktionær i et selskab og ansat i samme selskab
Hvis du er hovedaktionær i et selskab, men ikke ansat i selskabet og derfor får fri bil udloddet som udbytte
Endelig gælder for dig, der er selvstændigt erhvervsdrivende, anvender virksomhedsordningen og bruger bilen som et såkaldt blandet benyttet aktiv, at du også kan få en betalt ladestander, uden der sker beskatning af privat anvendelse. Et blandet benyttet aktiv er i øvrigt et aktiv, som benyttes både til erhvervsmæssige og til private formål.
Du kan også have en privat ladestander derhjemme og så oplade din firmabil fra den stander. Sagen bliver så lidt mere speget, fordi din virksomhed kun kan refundere dine udgifter som et almindeligt udlæg efter regning - og kun hvis du kan dokumentere, at lige præcis den portion el er brugt til lige præcis din firmaelbil. Igen vil det kræve en måler (og muligvis yderligere dokumentation), og ét er helt sikkert: Du ikke kan få refunderet dine udgifter på baggrund af et skøn. I hvert tilfælde ikke uden, at du så bliver beskattet af beløbet som en almindelig lønindkomst.
Ladestander på din arbejdsplads
Hvis din arbejdsgiver stiller en ladestander med tilhørende betalt elektricitet til rådighed på arbejdspladsen, så du kan lade, imens du arbejder, så er det intet problem for dig rent skattemæssigt, hvis det altså er firmabilen, du oplader.
Oplader du derimod din private el- eller hybridbil på din arbejdsgivers regning, så stiller sagen sig noget anderledes. Det er nemlig et personalegode, og nu skal du så beskattes af privatforbruget; altså det sparede privatforbrug, idet du jo selv skulle have betalt for strømmen andre steder.
Der skal således en måler på, og du kan vælge at afregne direkte med din arbejdsgiver eller få det indberettet til SKAT som et personalegode på lige fod med julegaver og anden ”gaveregn” under 1.300 kroners bagatelgrænsen (2023) og 1.200 kroner (2022).
Efterskrift og kreative elbil-tanker
Skulle du nu sidde og tænke, at hvad nu hvis jeg har en privat ladestander derhjemme, og min arbejdsgiver så betaler strømmen for hele standeren, så kunne man måske …? Svaret er nej, nope, niks. Der gælder de samme regler som ovenfor.
Er du hovedaktionær, så gælder reglerne også, og der gælder tillige højere krav til din dokumentation.