CO2-afgift skal være højere og mere ensartet – nyt udspil
Ifølge regeringens udspil: ”Grøn skattereform”, skal en høj og mere ensartet CO2-afgift være hjælp og incitament for de danske virksomheder til at omstille sig til mindre klimabelastende produktion. Den nye CO2-afgift skal omfatte flere brancher end i dag, herunder færger, fiskere, indenrigsfly, elproduktion, Nordsøen og raffinaderier.
I 2019 indgik et bredt flertal i Folketinget en aftale om en klimalov med et mål om, at Danmark skal reducere sin CO2-udledning med 70 procent i år 2030 i forhold til 1990. Tanken er fortsat, at Danmark gøres uafhængig af gas og andre fossile brændsler med flere investeringer i vedvarende energi som følge.