Digitale kasseapparater kan blive et krav i detailbranchen fra 1. juli 2021
Skatteforvaltningen kan pr. 1. juli 2021 pålægge virksomheder at benytte et digitalt salgsregistreringssystem, hvis der konstateres uregelmæssigheder i virksomhedens registrering af salg.
Digitale salgsregistreringssystemer skal allerede nu skærpe skatteindsatsen i udvalgte dele af detailbranchen, og fra den 1. januar 2024 bliver det obligatorisk for cafeer, værtshuse, diskoteker pizzeriaer, grillbarer, isbarer, købmænd og døgnkiosker samt restauranter at bruge digitale salgsregistreringssystemer.
Indsatsen mod sorte økonomi bliver nu skærpet med muligheden for, at SKAT kan pålægge virksomheder at benytte et digitalt salgsregistreringssystem. Lovhjemmel er den politiske aftale: ”Styrket indsats mod sort arbejde”, som et bredt flertal af Folketingets partier indgik i 2017, og SKATs erfaringer på området peger da også på, at der er brug for en hjælpende hånd til regnskabet i udvalgte dele af detailbranchen.
SKAT har nemlig ved flere kontroller i både 2028 og 2019 konstateret, at der var manglende eller slet ingen registreringer af salg.
KontroI og revision sikrer fair konkurrence
I Dansk Revision bakker vi indsatsen mod den sorte økonomi op. “Det er ulig konkurrence, hvis der er nogen, der bevidst undlader at registrere eller afgiver forkerte oplysninger til SKAT for at undgå at betale afgifter, skat og moms”, siger bestyrelsesformand Erik Lund fra Dansk Revision. Erik Lund glæder sig samtidig over, at et bredt politisk flertal er blevet enige om en aftale, der blandt andet betyder at flere virksomheder også får krav om inddragelse af revisor i forbindelse med aflæggelse af årsregnskaber.
Kontrol og 52 millioner
Kontrolbesøgene i 2018 og 2019 udløste i øvrigt skatteopkrævninger for mere end 52 millioner kroner. Fra 1. juli 2021 kan alle erhvervsdrivende, som en sanktion, pålægges at benytte et digitalt salgsregistreringssystem, hvis Skatteforvaltningen ved et kontrolbesøg konstaterer eksempelvis utilstrækkelig registrering af salg i den pågældende virksomhed.
Det digitale salgsregistreringssystem skal automatisk lagre oplysninger om salg hos den enkelte erhvervsdrivende. Herefter skal de lagrede oplysninger, i forbindelse med efterfølgende kontrolbesøg, udleveres digitalt til Skatteforvaltningen eller sendes digitalt umiddelbart efter besøget.
Du kan læse mere om initiativet og “Styrket indsats mod sort arbejde” herunder: