Regeringens lovprogram 2020 / 2021 er nu offentliggjort
Ved Folketingets åbning offentliggjorde Regeringen sit lovprogram for 2020/ 2021. Vi kigger her på de dele, der har særlig skatte- og afgiftsmæssig interesse for små og mellemstore virksomheder.
Da der endnu ikke er fremsat konkrete lovforslag på alle områderne, er der tale om information af mere generel karakter, men det giver dog en indikation af, hvor der kan forventes at ske lovændringer.
Midlertidig forhøjelse af bundfradraget ved udlejning af fritidsboliger
Regeringen foreslår midlertidigt i indkomståret 2020 at forhøje bundfradraget (fra 41.800 kr. til 60.000 kr.) ved udlejning af sommerhuse, hvor der sker indberetning af lejeindtægten via bureau. Det sker for at give de private udlejere af sommerhuse en tilskyndelse til at udleje sommerhuse i 2020. Regeringen forventer, at det vil skabe mere aktivitet og beskæftigelse i sommerhusområderne.
Lovforslag forventes fremsat i oktober 2020.
Forældrekøb i virksomheds- og kapitalafkastordningen
Ifølge lovforslaget indføres en skematisk rentekorrektion, sådan at der ikke via virksomheds- og kapitalafkastordningen kan opnås en højere fradragsværdi for renteudgifter ved udlejning af bolig til nærtstående end ved almindelig privat køb af bolig.
Lovforslag forventes fremsat i november 2020 og med virkning fra den 1. januar 2021.
Midlertidig forhøjelse af fradrag for udgifter til forsøgs‐og forskningsvirksomhed
Lovforslaget har til formål at forhøje fradraget for virksomheders udgifter til forsøgs- og forskningsvirksomhed i indkomstårene 2020 og 2021. Virksomhederne kan maksimalt opnå en skatteværdi af merfradraget på 50 mio. kr.
Elafgift m.v.
Virksomhederne kan se frem til en lempet elafgift på el til rumvarme, komfortkøling og opvarmning af vand. Her falder afgiften fra 0,21 kr. pr. kWh (2020) til 0,004 kr. pr. kWh.
Lempelsen af elafgiften vil betyde, at det bliver billigere for virksomheder at anvende grøn el til opvarmning mv. (f.eks. med varmepumper) frem for bl.a. gas og olie. Lempelsen omfatter bl.a. ikke de liberale erhverv. Hvorimod virksomheder, der anvender fossile brændsler til opvarmningsformål, vil opleve en stigning i deres afgiftsbetaling.
Lovforslag er fremsat og indeholder ligeledes en lempelse for el opvarmede privatboliger.
Afgift på pvc og ftalater
Man foreslår at genindføre afgiften på pvc og ftalater med virkning fra 1. januar 2021. Genindførelsen af pvc-afgiften skal bidrage til at nedbringe mængden af affald og forbruget af produkter indeholdende pvc, ftalater og pvc-folier.
Afgift på pvc-folier
Det foreslås at genindføre emballageafgiften på pvc-folier med fordoblet sats med virkning fra den 1. januar 2021.
Lovforslag er fremsat.
Indførelse af afgift på e-cigaretter
Regeringen lægger op til at indføre afgift på e-cigaretter med virkning fra 1. juli 2022.
Lovforslag forventes fremsat i februar 2021.
Ændring af selskabsskatteloven m.v.
Formålet med lovforslaget er at give danske selskaber mulighed for i nogle tilfælde at fradrage endelige underskud i udenlandske datterselskaber m.v.
Samtidig justeres definitionen af fast driftssted i overensstemmelse med den ændrede fast driftsstedsdefinition i OECD’s Modeloverenskomst. Endvidere tydeliggøres Skatteforvaltningens adgang til at foretage skønsmæssige ansættelser, når en transfer pricing dokumentation ikke er indsendt rettidigt. Lovforslaget er en genfremsættelse af et tidligere lovforslag.
Ændring af aktieavancebeskatningsloven
Formålet med lovforslaget er at forbedre de skattemæssige vilkår ved overdragelse til en erhvervsdrivende fond. Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om at sikre skattefri overdragelse af erhvervsvirksomhed til erhvervsdrivende fonde.