Regeringens lovprogram er offentliggjort
Regeringen har, i forbindelse med Folketingets åbning, fremlagt sit lovprogram. Lovprogrammet indeholder de lovforslag, som regeringen forventer at fremsætte i løbet af folketingsåret.
Vi kigger nærmere på de lovforslag, som vi skønner vil være af særlig interesse for små og mellemstore virksomheder.
Udskydelse af tilbagebetalingsfrister for momslån, forlængelse af maksimal varighed for betalingsordninger for skattekontoen og nedsættelse af beløbsgrænse for kreditsaldo på skattekontoen
Lovforslag forventes fremsat:
Oktober 2021
Beskrivelse:
Lovforslaget har til formål at udskyde tilbagebetalingsfrister for låneordninger for moms, midlertidigt at forlænge den maksimale varighed for betalingsordninger for skattekontoen og at
nedsætte beløbsgrænsen for kreditsaldo på skattekontoen som følge af Covid 19.
Ændring af beskatningstidspunkt for visse beløb modtaget i henhold til en covid-19-hjælpepakke og for visse erstatninger modtaget som følge af mod hold af mink
Lovforslag forventes fremsat:
Oktober 2021
Beskrivelse:
Lovforslaget har til formål at skabe klarhed over tidspunktet for beskatning af skattepligtige beløb modtaget i henhold til en covid-19-hjælpepakke og skattepligtige erstatninger og kompensationer modtaget som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink. Derudover skal lovforslaget muliggøre, at andelsforeninger med minkavlere m.v. som medlemmer i perioden frem til, at der træffes afgørelse om erstatningen som følge af lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink, kan opretholde adgangen til at blive beskattet som andelsforeninger.
Skærpelse af skattemæssige indberetninger fra diverse platforme
Lovforslag forventes fremsat:
Februar 2022
Beskrivelse:
Lovforslaget har til formål at gennemføre Rådets direktiv 2021/514/EU om administrativt samarbejde på beskatningsområdet i dansk ret (DAC7). Med DAC7 vil der bl.a. blive indført fælles regler med krav om, at digitale platforme skal indberette oplysninger til skattemyndighederne om salg og udlejning, der formidles via platformene. Oplysningerne skal herefter udveksles mellem skattemyndighederne i EU-landene.
Fastsættelse af dækningsafgiftspromiller, stigningsbegrænsning for foreløbig opkrævning af dækningsafgift og tilpasninger vedrørende de nye ejendomsvurderinger
Lovforslag forventes fremsat:
November 2021
Beskrivelse:
Lovforslaget har til formål at foretage tilpasninger vedrørende de nye ejendomsvurderinger m.v. Forslaget har desuden til formål at fastsætte erhvervsdækningsafgiftspromiller for 2022 som forudsat ved boligskatteforliget.
Lempelse af den skatte- og afgiftsmæssige behandling af ladestandere til køretøjer og stramning af leasingregler for køretøjer
Lovforslag forventes fremsat:
Oktober 2021
Beskrivelse:
Lovforslaget har til formål at ændre reglerne for selvstændigt erhvervsdrivende, der anvender virksomhedsordningen, og hovedaktionærer, sådan, at der ikke sker beskatning af værdien af ladestandere på bopælen, der stilles til rådighed af virksomheden eller selskabet i forbindelse med fri bil samt at ensrette den afgiftsmæssige behandling af ladestandere. Forslaget har endvidere til formål at gennemføre en stramning af leasingreglerne.
Lempelse af kravet om udarbejdelse af transfer pricing-dokumentation i visse rent danske situationer, beskatning af lejeindtægter ved udlejning af helårsbolig og godkendelse af små patientforeninger for sjældne sygdomme som almenvelgørende foreninger
Lovforslag forventes fremsat:
Oktober 2021
Beskrivelse:
Lovforslaget har til formål at lempe kravet om udarbejdelse af den særlige transfer pricing - dokumentation i visse rent danske situationer, at justere straffebestemmelsen om rettidig indgivelse af land for land-rapport, at justere reglerne for beskatning af lejeindtægter ved udlejning af helårsboliger en del af året eller udlejning af en del af en helårsbolig, og at små patientforeninger for sjældne sygdomme kan godkendes som almenvelgørende foreninger.