Nye momsregler for salg af leasing-, køreskole- og demobiler
Folketinget har vedtaget nye regler for beregningen af moms ved salg af leasing-, køreskole- og demobiler.
Baggrunden for regelændringen er den danske registreringsafgift. Ifølge momslovens § 30 kan leasingselskaber, bilforhandlere og køreskoler undgå at betale moms af registreringsafgiften ved et senere salg.
Ved almindeligt bilsalg i Danmark skal der betales registreringsafgift. Her er registreringsafgiften normalt et momsfrit udlæg på vegne af slutkunden.
Når et leasingselskab, en bilforhandler eller en køreskole indregistrerer en bil til sit eget brug, kan man ikke anvende udlægsreglerne ved et senere salg af bilen. Momsloven har derfor særlige regler i § 30 som sikrer, at man undgår moms på registreringsafgiften ved et senere salg.
Nye regler
De nye regler trådte i kraft 1. juli 2021, og de betyder i korthed, at:
Leasingselskaber-, køreskoler- og bilhandlere skal betale moms af en evt. fortjeneste ved salg af en bil. Det har ikke hidtil været tilfældet.
Demobiler bliver også omfattet af de nye regler, når der er betalt registreringsafgift af bilen. Det har hidtil kun været muligt for køreskolebiler og leasingbiler.
Man skal fortsat ikke betale moms af registreringsafgiften.
Bilforhandleres salg af indregistrerede demobiler og udlejningsbiler, der har været anvendt til momspligtige formål i virksomheden, herunder ærindekørsel, kan betale moms ud fra det reducerede grundlag.
Leasingselskaber kan ligeledes anvende det reducerede grundlag ved salg af leasingbiler, der har været indregistreret i virksomhedens eget navn.
Beregning af moms efter 1. juli 2021
Eksempel - forudsætninger
Bilens anskaffelsessum:
Bil: 80.000 kroner
Moms: 20.000 kroner
Registreringsafgift: 40.000 kroner
Pris i alt: 140.000 kroner
Momsgrundlag - bil solgt med avance
Salgsmoms beregnes som 20 % af bilens pris incl. registreringsafgift fratrukket registreringsafgiften betalt på købstidspunktet.
Bilen sælges eksempelvis for 150.000 kroner, og det giver følgende momsberegning
Salgsmoms 20% af (150.000 - 40.000) = 22.000 kroner
Købsmoms ved anskaffelse = 20.000 kroner
Momsgrundlag - bil solgt uden avance:
Salgsmoms beregnes som:
(moms ved første indregistrering * salgsprisen)
oprindelig købspris
Bilen sælges eksempelvis for 130.000 kroner, og det giver følgende momsberegning
Salgsmoms:
20.000 * 130.000
140.000 = 18.571 kroner
Købsmoms = 20.000 kroner
Fakturakrav
Når du anvender de særlige regler om reduceret momsgrundlag, må du ikke på fakturaen skrive noget momsbeløb eller anden angivelse, hvoraf momsbeløbet kan udregnes.