Covid-19: Momsfrist og momslån - mellemstore virksomheder

Endnu en momslåneordning er vedtaget. Der kan ansøges om et rentefrit lån på et beløb, der svarer til den kvartalsmoms, din virksomhed skal indberette - og skulle betale - senest den 1. juni 2021.

Vi ser nærmere på hvem, der kan ansøge om det nye momslån samt reglerne for det nye momslån, herunder ansøgningsfrist og tilbagebetaling mm.

For at kunne ansøge om et lån er der en række krav, din virksomhed skal leve op til - både før og i løbet af låneperioden. Vi ved fra tidligere momslåneordninger, at det er vigtigt, at du indberetter moms, A-skat mm. til tiden.

Det er også værd at bide mærke i, at så længe din virksomhed overholder betalingsfristen for lånet, så har et momslån ingen betydning for dine ansøgningsmuligheder på de øvrige Covid-19-kompensationsordninger fra Erhvervsstyrelsen.

Små og mellemstore virksomheder, der afregner kvartalsvis moms, kan ansøge om momslån fra den 2. juni 2021 og frem til den 16. juni 2021. Din virksomhed skal have et aktivt cvr- eller se-nummer. Hvis et cvr-nummer ophører (fx ved fusion mellem to virksomheder), så er virksomheden ikke længere berettiget til lånet, og SKAT opsiger det.

For at kunne søge kræver det, at virksomheden:

  • ikke er en offentlig institution.

  • ikke er under konkursbehandling, rekonstruktionsbehandling, likvidation eller tvangsopløsning.

  • ikke har en eller flere foreløbige fastsættelser, som ikke er erstattet af en indberetning.

  • ikke har stillet sikkerhed eller er blevet pålagt at stille sikkerhed efter opkrævningslovens § 11.

  • ikke har en fysisk eller juridisk person, som inden for de sidste 10 år er dømt for skatte- og afgiftssvig, og som:

    • ejer virksomheden

    • reelt driver virksomheden

    • er medlem af virksomhedens bestyrelse eller direktion

    • er filialbestyrer i virksomheden

  • ikke har skiftet 50 % eller mere ud af ejerkredsen i en række udvalgte perioder op til ansøgningen. Du kan dog godt ansøge, hvis du kan vedlægge en revisorerklæring om ejerskiftet.

Virksomheden skal overholde ovenstående kriterier i hele låneperioden.

Husk at indberette moms til tiden - og bliv ved med det

Det er vigtigt, at din virksomhed har indberettet korrekt og til fristen 1. marts 2020. Det er forudsætningen for, at din virksomhed kan komme i betragtning til momslånet. Hvis I ikke har indberettet til tiden, vil I ikke kunne komme i betragtning til et momslån.       

Hvis virksomheden har fået et lån, men glemmer at indberette fx A-skat og am-bidrag, moms eller punktafgifter rettidigt efterfølgende og dermed får en foreløbig fastsættelse, betyder det, at virksomheden ikke længere opfylder betingelserne. Derfor skal lånet tilbagebetales straks efter, at virksomheden ikke længere opfylder betingelserne.

Hvis din virksomhed ikke betaler til tiden, skal du være opmærksom på:

  • at det kan være muligt at få et lån alligevel. Den manglende betaling vil blive konverteret til et rentefrit lån, men lånet vil gå til at dække det skyldige beløb - og derfor bliver lånet ikke udbetalt.

  • at der løber renter på betalingen, frem til et evt. lån bevilges.

  • at der muligvis vil blive rykket for betalingen, og at der i den forbindelse bliver lagt et rykkergebyr på.

  • at et evt. lån ikke kommer til at omfatte disse renter og gebyrer. Renter og gebyrer skal virksomheden derfor selv betale, for ellers vil disse overgå til inddrivelse.

  • at det ikke er alle virksomheder, der kan blive godkendt til et lån (fx virksomheder under konkursbehandling, rekonstruktionsbehandling, likvidation eller tvangsopløsning). Det betyder, at hvis virksomheden ikke betaler på en anden måde, vil den manglende betaling overgå til inddrivelse.

Tilbagebetaling af momslån

Din virksomhed skal betale lånet tilbage via Skattekontoen senest den 1. november 2022. Ønsker du at afdrage løbende, så fungerer det teknisk set sådan, og også det kører over skattekontoen, idet du altid kan forhøje udbetalingsgrænsen på skattekontoen. Når du efterfølgende foretager en indbetaling, bliver beløbet stående på skattekontoen (udbetalingsgrænsen er nu forhøjet, så beløbet tilbagebetales ikke - det bliver derfor stående på skattekontoen).

Den 1. november 2022, vil indbetalingerne så dække den skyldige moms og gælden er helt eller delvist betalt.
Læs mere om skattekontoen her

Hvis din virksomhed ikke betaler lånet tilbage til tiden, får I gæld til staten, som der bliver beregnet renter af.

Vær også opmærksom på, at hvis din virksomhed i lånets løbetid ikke længere opfylder betingelserne for lånet, så skal lånet tilbagebetales. Det gælder fx, hvis virksomheden lukker, bliver tvangsopløst eller får en foreløbig fastsættelse.

Fakta om ansøgning om momslån

Du kan ansøge om momslån svarende til det beløb, din virksomhed har indberettet rettidigt i moms for 1. kvartal 2021. Fristen for indberetning er 1. juni 2021.

Du kan ansøge fra 2. juni 2021 til 16. juni 2021 via virk.dk. Du kan enten selv udfylde og indsende ansøgningen, eller du kan få din lokale revisor til at gøre det for dig.

Du kan kun ansøge, hvis din virksomhed afregner moms kvartalsvist og tilbagebetalingsfristen er 1. november 2022.

virk.dk vil du kunne læse mere om, hvordan du ansøger om lånet, så snart der åbnes for ansøgninger.

#momslån #moms #skat #2021 #SMV #kompensationsordninger #Corona #Covid-19 #danskrevision

 
Forrige
Forrige

0 procent i rente og 100 milliarder kroner i udbetalingsgrænse

Næste
Næste

Kompensationsordninger forlænget til 30. juni 2021