Forskudsopgørelsen for 2025 er åben
Dit liv, dit år, din forskudsopgørelse.
Forskudsopgørelsen er nu klar til at blive nærlæst og behørigt rettet for ændringer og forventede ændringer i dit liv.
Tirsdag den 12. november 2024 åbnede SKAT endnu engang for at rette i forskudsopgørelsen for 2025. Her fik godt 5,3 millioner danskere adgang til de forventede indtægter og fradrag for 2025.
Du kan nu se din forskudsopgørelse for 2025 i din skattemappe i Tast-Selv på skat.dk. Her vil du kunne se oplysninger om blandt andet fradrag og trækprocent.
Er du boligejer, så er det værd at være opmærksom på, at den 1. januar 2024 trådte de nye boligskatteregler i kraft. Det betyder, at opkrævningen af boligskat igen i 2025 samles på forskuds- og årsopgørelsen. Betaling af grundskyld vil fremover ske som en del af den løbende skattebetaling i stedet for to gange årligt, som det hidtil har været tilfældet.
Hvad er en forskudsopgørelse?
Men hvad er forskudsopgørelsen egentlig for en størrelse?
Forskudsopgørelsen er en slags budget over din forventede indkomst og skat. Hvis dit liv eller økonomi ændrer sig, bør du tilpasse din forskudsopgørelse. Forskudsopgørelsen viser, hvad SKAT forventer, du har af indtægter og fradragsberetigede udgifter i det kommende skatteår. Forskudsopgørelsen indeholder de tal, som din skat for det kommende år vil blive beregnet efter. I marts 2026 vil du, via din årsopgørelse for 2025, få at vide, om du har betalt for lidt eller for meget i skat.
Forskudsopgørelsen ligger desuden til grund for dine skattekortoplysninger i form af månedsfradrag, trækprocenter, frikort eller eventuel B-skat, og det er derfor vigtigt, at du løbende tilpasser din forskudsopgørelse til dine faktuelle eller forventede livsvilkår.
Du kan læse mere om forskudsopgørelsen herunder
Tjek din årsopgørelse her
Ret forskudsopgørelsen, når der er ændringer i din økonomi
Det er vigtigt, at forskudsopgørelsen afspejler dine reelle, økonomiske forhold. Det sikrer dig, at du kommer til at betale den “rigtige” skat hver måned. Det vil sige, at du undgår at have penge til gode eller få et skattesmæk og skulle betale restskat ved årsopgørelsen. Du kan altid rette flere gange i løbet af et skatteår.
SKAT får en del oplysninger ind automatisk ved årets slutning. Det gælder oplysninger om løn, pension mv, men …
… SKAT får ikke disse oplysninger løbende, og derfor er det vigtigt, at du er opmærksom på, at forskudsopgørelsen ikke opdateres automatisk, når fx din løn stiger eller falder, når du går på pension, har nye renteudgifter, køber bolig etc. i løbet af året. Disse forhold skal du selv indberette løbende.
Når du retter din forskudsopgørelse i TastSelv, retter du også dit skattekort. Det bliver så til gengæld sendt automatisk til fx din arbejdsgiver eller dit pensionsselskab. Det gælder også, hvis du modtager SU.
Ret din årsopgørelse her
Dit liv, dit år, din forskudsopgørelse
De situationer, hvor dine vilkår ændrer dig, er vigtige at få med på din forskudsopgørelse, og vi hjælper dig naturligvis gerne med forskudsopgørelse, økonomi og skat. Du kan også selv gå ind og læse og rette forskudsopgørelsen via linket nedenfor. Du kan ændre din forskudsopgørelse for 2024 helt frem til udgangen af 2024.
Tjek og ret din forskudsopgørelse for 2024