Covid-19 ⎟ Corona
2020

Kompensation for faste omkostninger

Denne side er historisk indhold fra efteråret 2020 over kompensationsmuligheder for faste omkostninger, som denne så ud på daværende tidspunkt.

Der kan være sket små justeringer undervejs.

 

Ophør og forlængelse

Der er pr. 28. august 2020 vedtaget en delvis forlængelse for udvalgte virksomheder for denne ordning.

Læs mere om de ordninger, der er omfattet

Læs mere om nye ordninger for selvstændige og freelancere

Vær opmærksom på den nye sommerordning for faste omkostninger. Her er ansøgningsfristen 30. september 2020 og 30. november 2020 for de virksomheder, der er omfattet af forsamlingsforbud på over 500 personer.

Kompensation for virksomheders faste omkostninger

Der er nu to kompensationsperioder, og det betyder, at du enten kan søge om 3 måneder (fra 9. marts 2020 til og med 8. juni 2020) eller om 4 måneder (fra 9. marts til og med 8. juli 2020).

Din virksomhed kan således få kompensation for nogle af de faste omkostninger, hvis omsætningen er faldet med mere end 35 pct., og de faste omkostninger udgør mere end 12.500 kroner for kompensationsperioden på 3 måneder og 16.666 kroner for kompensationsperioden på 4 måneder.

Med virksomheder menes personlige virksomheder, selskaber, foreninger, fonde og selvejende institutioner, herunder kulturinstitutioner, der ikke modtager over 50 pct. af omsætningen i offentlige tilskud. Ordningen gælder ikke for statslige institutioner. Modtager virksomheden over 50 pct. i offentligt tilskud skal der ansøges via Slots- og Kulturstyrelsen.

Indholdet i ordningen

I ordningen kan din virksomhed få godtgjort dokumenterbare faste omkostninger (fx husleje og/eller renteudgifter) og uopsigelige kontraktbundne udgifter i en periode (fx leasing), hvor virksomheden er udsat for en stor omsætningsnedgang. Andelen af de faste udgifter, der kompenseres, er følgende:

  • 100 pct., hvis virksomheder er ramt af forbud og må lukke midlertidigt.

  • 80 pct., hvis omsætningsnedgangen har været på 80-100 pct.

  • 50 pct., hvis omsætningsnedgangen har været på 60-80 pct.

  • 25 pct., hvis omsætningsnedgangen har været på 35-60 pct.

Virksomheder, der er ramt af tvangslukning, skal have særlig fokus på at opdele omsætning og faste omkostninger i perioden før og efter tvangslukningen.

Der kan maksimalt opnås kompensation for 82,5 mio. kr. pr. virksomhed i perioden 9. marts 2020 til og med 8. juni 2020, og 110 mio. kr. pr. virksomhed for perioden 9.marts 2020 til og med 8. juli 2020. Hvis en virksomhed modtager tilskud på mere end 60 mio. kr. fra denne ordning, må virksomheden ikke udbetale udbytte eller foretage aktietilbagekøb for regnskabsårene 2020 og 2021. Virksomheden vil senere kunne frigøre sig fra disse begrænsninger ved at tilbagebetale udbetalt støtte efter denne ordning ud over 60 mio. kroner.

Oplysninger om virksomhedens resultat

Virksomheden skal oplyse seneste resultat i ansøgningen. Det seneste resultat skal være det, som fremgår af virksomhedens seneste offentliggjorte regnskab før 8. marts 2020 eller separat opgjort for 2019.

Hvis det seneste resultat er negativt, skal resultatopgørelsen vedlægges ansøgningen. Er årsagen til underskuddet ”ekstraordinære omstændigheder” kan reduktionen bortfalde. Ved ekstraordinære omstændigheder har Erhvervsstyrelsen præciseret, at virksomhedens resultat for de tre regnskabsår med balancedag i 2017, 2018 og 2019 er samlet set positivt, eller virksomhedens resultat er positivt for hvert af de tre regnskabsår med balancedag i 2016, 2017 og 2018, samt at virksomheden kan dokumentere, at det seneste resultat er negativt som følge af ekstraordinære omstændigheder.

Der er udarbejdet særskilt vejledning om ansøgning til den midlertidige kompensationsordning for virksomheders faste omkostninger, herunder om dokumentation af ekstraordinære omstændigheder:

  • Klimainvesteringer.

  • Investeringer i energioptimering.

  • Investeringer i automatisering og digitalisering.

  • Omstruktureringsomkostninger, som lever op til IAS 37 definitioner/krav eller lignende i årsregnskabsloven.

  • Ekstraordinære vækstinvesteringer baseret på formaliserede planer. Disse skal være vedtaget og igangsat, dvs. der er afholdt omkostninger hertil.

  • Ekstraordinære strukturelle omkostninger eller hensættelser, fx fejl på en hel model-serie, som gør, at der skal foretages garantireparationer.

  • Ekstraordinære omkostninger eller hensættelser sfa. fx IT-kriminalitet, svindel begået af medarbejdere eller tabte retssager.

  • Ekstraordinære omstændigheder som følge af sygdom, brand, storm eller lignende hændelser, som resulterer i midlertidige tab.

Ansøgning

Ansøgningsfristen er forlænget pr. 5. august 2020. Du skal nu ansøge inden 30. september 2020.

Læs Retsinformation om forlængelse

Har du allerede søgt, kan du søge igen. Der kan således søges en eller to gange, men kompensationen udbetales samlet. Virksomheder, der har tvangslukket, kan søge separat for den periode, de har lukket.

Der skal vedlægges en revisorerklæring, og der ydes 80 pct. støtte til udgiften for denne såfremt en ansøgning udløser kompensation - dog maksimalt 16.000 kroner pr. cvr.-nr. Virksomheden bekræfter herudover på tro og love, at omsætningen er faldet.

Ansøgningen om kompensation vil foregå digitalt på Virk, og du skal bruge dit NemID medarbejdersignatur. Det betyder, at din revisor eller andre ikke kan søge for dig, men din revisor skal efterfølgende uploade sin erklæring før din ansøgning kan behandles.

Ansøgningslink via virk.dk

I Dansk Revision har vi fokus på, hvad Covid-19 betyder for danske arbejdspladser, dansk økonomi og specielt for din forretning. Takket være vores lokale forankring og internationale perspektiv vil du opleve, at vi sætter dig og din virksomhed i centrum, så vi holder fokus på drift og omsætning - også i fremtiden efter corona.