Vinterhjælp vedtaget - Indefrysningsordning for husholdninger og virksomheder
Du har måske noteret dig, at efteråret er ved at sætte ind, og måske også noteret dig, at energi-forsyningssituationen diskuteres jævnligt. Uanset førnævnte, så har du helt sikkert noteret dig, at der er sket meget høje stigninger på energi på meget kort tid. Det har et bredt flertal i Folketinget også, og i den forbindelse er der vedtaget en række initiativer, herunder en indefrysningsordning for virksomheder.
Både private husholdninger og virksomheder får nu mulighed for at indefryse en del af betalingen for el, gas og fjernvarme, når prisen når over en fastsat grænse.
Folketinget har vedtaget en midlertidig og frivillig indefrysningsordning for el-, gas- og fjernvarmeregninger. Ordningen blev besluttet i en politisk aftale den 23. september 2022. Der arbejdes fortsat med lovgivning på området.
I denne artikel går vi i dybden med indefrysningsordningen for virksomheder.
Indefrysningsordningerne giver selvfølgelig luft i likviditeten, og det er som sagt ganske frivilligt om din virksomhed vil tage imod tilbuddet. Om det er fordelagtigt eller ej afhænger af jeres situation, idet vi taler om lån – med renter.
Indefrysningsordning for virksomheder
Indefrysningsordningen er frivillig og gælder for alle virksomheder samt kultur- og foreningslivet. Det er en forudsætning, at din virksomhed/forening er tilknyttet direkte til energiselskabet via et CVR-nummer.
Det gøres muligt at indfryse betalinger i 12 måneder; tilmed med en afdragspause på et år og med en efterfølgende afdragsperiode på op til fire år.
Vær opmærksom på, at hvis din virksomhed vælger at bruge indefrysningsordningerne, skal I betale en årlig rente på 4,4 procent.
Der er indført lofter over de enkelte virksomheders samlede indefrysning - dog med undtagelse af boligforeninger mv.
Boligforeninger og indefrysningsordning
Sidder du med i en andelsforening, boligforening eller lignende, og din foreningen er kunde hos et energiselskab, så er det foreningen, der kan søge ordningen, og ikke den enkelte ejer eller lejer.
Da boligforeninger typisk vil være registreret som en virksomhed hos energiselskaberne, vil de derfor som udgangspunkt blive placeret under indefrysningsordningen for virksomheder.
Boligforeninger mv., der ikke som udgangspunkt har virksomheder som medlemmer, undtages for lofterne, ligesom der etableres en pulje, hvor boligforeninger mv. kan søge tilskud til renteforskellen ned til ordningen for husholdninger i perioden, hvor de afdrager på ordningen.
To forskellige indefrysningsordninger for virksomheder
Der etableres to ordninger, hvor der kun kan tilmeldes én af dem pr. virksomhed:
1.
En generel virksomhedsordning som alle virksomheder kan bruge.
Her vil din virksomhed kunne bede energiselskabet om at få indefrosset den del af virksomhedens energiudgifter, der overstiger det fastsatte loft.
Når prisen på el og gas kommer over et niveau, der svarer til prisen i 4. kvartal af 2021, kan du få indefrosset den del af energiregningen, der overstiger prisen. Bemærk, at forbrugerpriserne er opgjort før den kommende nedsættelse af elafgiften mv. i de første seks måneder af 2023.
Prislofterne for gas sættes for den rå gaspris før tariffer, afgifter og moms, som udgør 5,84 kroner pr. m3, der kan omsættes til en typisk forbrugerpris på 15,45 kroner pr. m3.
Prislofterne for el sættes for den rå elpris før tariffer, afgifter og moms, som udgør 0,8 kroner pr. kWh El der kan omsættes til en typisk forbrugerpris på 2,18 kroner pr. kWh.
Prisloftet for fjernvarmeprisen vil være prisen i januar 2022 for de ti dyreste fjernvarmeselskaber. Prisloftet for fjernvarme sættes ift. forbrugerprisen inkl. afgifter, tariffer og moms mv, som udgør 1,44 kroner pr. kWh.
Der indføres også et loft over de enkelte virksomheders samlede indefrysning pr. CVR. Lofterne er baseret på EU-Kommissionens kriserammebestemmelser og udgør:
a. Et indefrysningsloft for el og gas under ét på 15 millioner kroner pr. virksomhed
b. Et indefrysningsloft for fjernvarme på 3,75 millioner kroner pr. virksomhed
Vær opmærksom på, at det er dit eget ansvar at sikre, at din virksomhed holder sig under de gældende lofter, og dermed har I selv ansvaret for eventuelt at melde jer ud af indefrysningsordningen inden grænsen overskrides. Erhvervsstyrelsen vil foretage stikprøver.
2.
En ordning for energiintensive / energitunge virksomheder.
Er din virksomhed energitung - energiintensive virksomheder defineres som virksomheder, hvor mindst 3 procent af omsætningen gik til energiforbrug i 2021- har du mulighed for at søge denne ordning, hvor I kan opnå et lån, der dækker op til 50 procent (og maksimalt 190 millioner kroner) af jeres ekstraudgifter til el og gas, når prisen overstiger det dobbelte af den gennemsnitlige spotpris i 2021. Det svarer til en gaspris på over 8,37 kroner pr. m3 og en elpris på over 1,42 kroner pr. kWh.
Vær opmærksom på, at ved denne ordning er der ikke mulighed for at medregne merudgifter til fjernvarme.
Hvordan søger min virksomhed om indefrysningsordning?
Der er ikke tale om en egentlig ansøgning, men om et tilbud og dermed en tilmelding. Der er i øvrigt ikke åbnet for tilmelding endnu.
At der ikke er åbent for tilmelding skyldes, at indefrysningsordningerne først blev besluttet via en politisk aftale så sent som den 23. september 2022. Det betyder, at der skal udarbejdes konkret lovgivning, ligesom det er en forudsætning, at ordningen statsstøttegodkendes af Europa-Kommissionen.
Vi forventer dog en snarlig godkendelse og en let arbejdsgang. Det vil betyde, at indefrysningsordningen vil gælde med følgende virkninger:
For el og gas for regninger fra den 1. november 2022.
For fjernvarme for regninger fra den 1. januar 2023.
Du kan læse mere om indholdet via faktaarket bag beslutningen.
Dit energiselskab har på nuværende tidspunkt ikke mere information om ordningen, men du kan holde dig opdateret via Virksomhedsguiden
Du er naturligvis altid velkommen til at kontakte din lokale revisor for rådgivning om budget, likviditet, økonomisk optimering og kapital.