Covid-19: Ukrudtsbrændere og årsrapporter

Det er forår og højsæson for henholdsvis brug af ukrudtsbrændere og indlevering af årsrapport. Sidstnævnte får du nu lidt bedre tid til, så du muligvis kan nyde Kristi Himmelfartsdag i haven.

Et enigt Folketing har vedtaget det hastelovforslag, vi har omtalt tidligere, og det giver danske virksomheder mulighed for at udskyde deres indberetning af årsrapporten med en måned.

Der er glæde at spore hos diverse interesseorganisationer, idet vedtagelsen af loven betyder, at årsrapporten først skal indleveres til Erhvervsstyrelsen den 30. juni 2021. Glæden skyldes, at udskydelsen sker netop på baggrund af et ønske fra erhvervsorganisationerne. Den ekstra måned skal aflaste cirka 200.000 danske virksomheder, der skulle have afleveret årsrapporten i slutningen af maj - dette skulle have været sket samtidig med, at efterkontrollen på Covid-19 kompensationspakkerne kørte parallelt. Fristen for disse er i øvrigt også flyttet.

Måske er der også glæde at spore hos dig, og skulle du på den baggrund drage et lettelsens suk og tænke på at sysle lidt i haven, så er landets næststørste forsikringsselskab TopDanmark ikke helt i samme - skal vi kalde det - topform… Der advares i en pressemeddelelse om, at både hus og have kan gå op i flammer, hvis du bruger din ukrudtsbrænder forkert. Ukrudtsbrændere er skyld i over 200 brande hvert år, og der er eksempler på, at ilden både kan sprede sig hurtigt til omgivelserne over jorden, men også gå i ukrudtets rodnet under jorden og på den måde sprede sig flere meter til din bolig eller andre omkringliggende bygninger.

Tanker til eftertanke - vi vender blikket mod fristerne.

Udskydelse af fristen for indlevering af årsrapporter

Udskydelsen frem til den 30. juni 2021 betyder, at der for mange virksomheder bliver bedre tid til at håndtere de akutte COVID-19-relaterede problemstillinger.

Omvendt er en rettidig årsrapport vigtig for virksomhedens interessenter, og i Dansk Revision anbefaler vi altid, at din virksomhed, i samarbejde med din lokale revisor naturligvis, bestræber sig på at få udarbejdet årsrapporten hurtigst muligt.

Udskydelse af fristen for indsendelse af dokumentation til efterkontrol

Fristen for indsendelse af dokumentation for efterkontrol af kompensationsansøgninger fra foråret 2020 er også flyttet fra 31. maj 2021 til 30. juni 2021.

Det gælder for de tre store kompensationsordninger:

  • Lønkompensation: Kompensationsperiode 9. marts 2020 - 29. august 2020

  • Selvstændige, freelancere: 9. marts 2020 - 8. juni/8. juli/31. august 2020

  • Faste omkostninger: 9. marts 2020 - 8. juni/8. juli 2020

Oplysningen om denne udskydelse af efterkontrolfristen fremgår af virk.dk for hver af ordningerne.

Læs om alle andre covid-19-frister her

#hjælpepakker #kompensationsordninger #corona #fasteomkostninger #efterkontrol #årsrapport

 
Forrige
Forrige

Kompensationsordninger forlænget til 30. juni 2021

Næste
Næste

Covid-19: Frister, A-skat, AM-bridrag og A-skattelån - januar og juni