Oplevelsesgavekortet 2021 og julegave-gavekort

Er du arbejdsgiver har du stadig mulighed for at fordoble de skattefrie gaver til dine medarbejdere i år, idet du - kun i 2021 - kan give dine medarbejdere et oplevelsesgavekort.

Du kan stadig give for 1.200 kroner andre gaver, men vil du give gavekort i julegave, så er der en række begrænsninger, du skal være opmærksom på.


Dine medarbejdere skal altid betale skat af gaver, hvis det er kontanter. i denne sammenhæng sidestilles de fleste gavekort med kontanter. Det skyldes, at de generelle regler for gavekort oftest giver indehaveren mulighed for at ombytte det til kontanter.

Der er dog en række undtagelser for gavekort generelt og også specifikt for oplevelsesgavekortet. Dem gennemgår vi her.


Du har i 2021 mulighed for at give dine medarbejdere et særligt skattefrit gavekort til oplevelser. Du kan stadig give for op til 1.200 kroner gaver derudover. Det kan du fordi, at Folketinget tilbage i 2020 ønskede at sætte gang i oplevelsesindustrien igen efter et år, der var præget af begrænsninger og omsætningsnedgang som følge af Covid-19. Der blev dengang afsat 250 millioner til støtte for den danske oplevelsesøkonomi.

Oplevelsesgavekortet

I 2021 kan du forære et gavekort for en værdi af op til og med 1.200 kroner til dine medarbejdere uden at disse beskattes af beløbet. Gavekortet skal være til oplevelser i Danmark eller et andet EU-/EØS-land, fx hotelophold, gæstgiverier, kroer, vandrerhjem, moteller, campingpladser, sommerhusophold, restaurantbesøg, biografer, teatre, stand-up-shows, operaer, koncerter, forlystelsesparker, zoologiske haver og museer.

Du kan anvende oplevelsesgavekortet til take away, men kun hvis du også kan spise på stedet - du ved stole, borde. servering.

Oplevelsesgavekortet kan også bruges til fx turpas, billetter til enkelte forlystelser, rundvisninger, mad og drikkevarer samt i stedets gavebutik.


Det med småt …

Oplevelsesgavekoret skal være modtaget af dine medarbejdere i 2021, men der er ikke krav om, at det skal anvendes inden for en bestemt periode.

Vær i øvrigt opmærksom på, at oplevelsesgavekortet er ikke skattefrit, hvis det drejer sig om et gavekort til:

  • transport, fx togbilletter eller en flyrejse. Transport er kun omfattet, hvis den er en naturlig del af oplevelsen som ved en pakkerejse. Det kunne være et hotelophold med transport til og fra hotellet.

  • måltidskasser eller take away (to go) fra steder, hvor man ikke kan sidde og spise/drikke

  • fitnesscentre, spaophold eller kosmetologbehandlinger

  • en gavebutik i fx et museum eller en forlystelsespark - hvis kortet KUN gælder hertil.

Hvis medarbejderen ombytter sit oplevelsesgavekort til kontanter, er det medarbejderens ansvar at oplyse dette på årsopgørelsens rubrik 20.


Almindelige gavekort, der gives som såkaldt “Tingsgaver”

Tingsgaver omfatter fysiske gaver og andre mindre personalegoder til en samlet værdi af op til 1.200 kroner, og da du er arbejdsgiver-gave-giver, der det således (som ved alle andre gaver, du i øvrigt giver) dig som arbejdsgiver, der udvælger og køber gaverne.

Gavekort til butikker - online eller fysisk af enhver art, herunder cityforeninger og storcentre - anses altid for skattepligtige, da gavekort som udgangspunkt sidestilles med kontanter. En ellers skattefri julegave til 900 kroner kan derfor blive skattepligtig, hvis gaven er et gavekort. 

Det gælder også, når gavekortet kan bruges på f.eks. restaurationsbesøg, kro- og hotelophold, mad og drikke m.v., som dine medarbejdere selv kan udvælge. Dette gælder, selvom beløbsgrænserne ikke overskrides. Brug eventuelt oplevelsesgavekortet til disse formål i 2021.

Giver du dine medarbejdere lov til at handle på din egen webshop eller i din egen butik sidestilles dette med kontanter, og bliver dermed også skattepligtigt for medarbejderen.


Det med småt i din favør …

som vi nævnte tidligere, så er det jo dig, der udvælger gaverne eller det beskedne gavesortiment, og det gør, at et gavekort kan være skattefrit.

Disse typer gavekort vil således altid skattefrie for dine medarbejdere:

  • Et gavekort, der gælder til få, udvalgte gaver hos en udbyder på nettet eller din egen webshop.

  • Arbejdsgiveren har på forhånd valgt gaven på gavebeviset til den enkelte medarbejder - herunder varer i din egen butik.

  • Gavekortet er et gavebevis til én bestemt navngiven restaurant, hvor det kun kan bruges til dagens tre-retters-menu eller til én ud af 3 tre-retters menuer, som du som arbejdsgiver har sammensat.


PS: Du skal indberette værdien af gaver til SKAT, hvis det er en kontantgave, et skattepligtigt gavekort eller hvis gavens værdi i sig selv overstiger 1.200 kroner.

 
Forrige
Forrige

Selskabers frivillige indbetaling af acontoskat 2021

Næste
Næste

Julegaver, donationer og torsdagsjazz hos Dansk Revision