Nyt bindende svar ved kaution - nu med fradrag for tab ved konstateret tab
Kautioner hører til hverdagen, og vores erfaring er, at en virksomhedsejer eller anden aktionær oftest bliver tvunget til at kautionere for virksomheden og et selskabs gæld. Når banken eller andre så kalder på kautionen, får vedkommende et regreskrav.
Hidtil har den kautionisten ikke haft mulighed for at gøre brug af dette skattemæssigt, men et nyligt afsagt bindende svar, medfører en praksisændring i aktionærens favør.
Det har hidtil været praksis på baggrund af en Landsretsdom, at man ikke anerkendte fradrag for tab ved kaution derved, at man ansatte anskaffelsessummen til 0 kroner, fordi man anså det for at være udtryk for kursværdien af regreskravet - det er det, der nu er ændret ved et nyligt bindende svar fra Skatterådet.
Vær opmærksom på, når du læser denne artikel, at det er en betingelse for fradrag, at tabet skal være endeligt konstateret. Hermed menes, at låntager er uden evne til at tilbagebetale lånet, og at långiver har søgt at tvangsinddrive sit tilgodehavende. Er skyldners gået konkurs anses tabet almindeligvis for at være konstateret ved konkursboets afslutning eller når kurator endeligt kan opgøre dividenden.
Er skyldner en fysisk person, består fordringen fortsat efter konkursen. Her kan man først anse tabet for at være endeligt konstateret, når fordringen bortfalder på grund af forældelse, akkord, eftergivelse o.l.
Fradrag ved kaution - hidtidig praksis
For fysiske personer gælder det generelt, at tab ved udlån kan fratrækkes skattemæssigt, hvis årets nettotab er over 2.000 kr. og lånet er ydet efter den 27. januar 2010. Der er dog ikke fradrag for tab ved udlån til den nære familie (ægtefælle, forældre, bedsteforældre, børn og børnebørn samt de nævntes ægtefæller). Der er heller ikke fradrag for tab ved udlån til eget selskab.
Det har hidtil været praksis på baggrund af en Landsretsdom, at man ikke anerkendte fradrag for tab ved kaution fordi man ansatte anskaffelsessummen til 0 kroner, da man anså det for at være udtryk for kursværdien af regreskravet. Havde en hovedaktionær derfor kautioneret for sit selskab og indfriede hovedaktionæren kravet, uden at selskabet kunne honorere regreskravet, gav man ikke hovedaktionæren fradrag for tabet, da han jo ikke havde mistet noget. Modsat gjaldt det, at opnåede hovedaktionæren helt eller delvis betaling fra selskabet, blev det anset for en skattepligtig gevinst, selvom der ikke blev indfriet mere end regreskravet - og dette endda på trods af, at der i realiteten ofte var lidt et tab.
Ny praksis på baggrund af bindende svar
I et nyligt offentliggjort, bindende svar fra Skatterådet havde en hovedaktionær kautioneret for et lån i sit eget selskab, som banken kaldte på, og herved fik hovedaktionæren et regreskrav mod selskabet. Hovedaktionæren anmodede Skattestyrelsen om at bekræfte, at den skattemæssige anskaffelsessum på fordringen var det indfriede kautionsbeløb og ikke kursværdien af hans fordring på selskabet, som var væsentligt lavere.
Skatterådet bekræftede, at regreskravet havde en anskaffelsessum svarende til det indfriede kautionsbeløb og ikke den lavere kursværdi. Havde Skatterådet anset kursværdien for fordringens anskaffelsessum, kunne hovedaktionæren risikere, at der opstod en skattepligtig kursgevinst, hvis selskabet på et senere tidspunkt indfriede regreskravet. Hvis man havde anset fordringens kursværdi som anskaffelsessum, og sagen var endt med, at kravet på selskabet var anset for tabt for hovedaktionæren, ville der ikke være fradrag for tabet, da kravet jo var mod hovedaktionærens eget selskab.
Man kan udlede af det bindende svar, at en kautionist, som betaler en kaution, og derved får et regreskrav, har en anskaffelsessum svarende til det betalte beløb og ikke til fordringens kursværdi.
Det kan også udledes, at der er adgang til tabsfradrag, hvis skyldneren er insolvent og tabet må anses for tabt, mens der ikke er grundlag for beskatning, hvis kautionisten opnår betaling fra skyldneren, uanset om regreskravet betales helt eller delvist.