Hvad skal min virksomhed og jeg være opmærksom på i forbindelse med årsskiftet?

Er du og din virksomhed klar til 2023?

Nytåret nærmer sig og dermed skiftet af ét lille ciffer: 2022 bliver til 2023. Et årsskifte kan betyde mange nye planer, og hvis du har regnskabsafslutning den 31. december 2022, betyder det også, at der er en række faktorer, du skal/kan rette din opmærksom på.

Inden årsskiftet er der en række ting, du med fordel kan gennemgå i din virksomhed – naturligvis afhængig af, hvilken virksomhed du driver.

Du er sikkert allerede godt i gang, så tag listen her som inspiration – du kan jo have overset et eller andet.

I samarbejde med FSR – danske revisorer, har vi udarbejdet en liste over de ting, som du, som virksomhedsejer, kan være opmærksom på i forbindelse med årsskiftet.

  • Optælling af varelageret

  • Gennemgang af debitorer

  • Køb af driftsmidler i 2022 - og forhøjet fradrag for visse køb

  • Skattefrie gaver til dine medarbejdere

  • Kørsel med blandet benyttet bil

  • Gaver til nærtstående

  • Feriepengeforpligtelse

  • Kontrollerede transaktioner

Vær i øvrigt opmærksom på, at hvis du driver din virksomhed i personligt regi, bliver din skat beregnet med udgangspunkt i virksomhedens overskud. Det betyder så også, at hvis overskuddet i virksomheden bliver større end forventet, skal du muligvis betale restskat.

Hvis du allerede nu ved, at du får en restskat, kan det være en fordel at betale pengene inden nytår, da du herved undgår at betale renter til SKAT. Er du i virksomhedsordningen, er det ikke kun renten, du skal have med i overvejelserne.

Tæl varelageret op

Har din virksomhed et varelager, skal du huske at optælle det ved udgangen af regnskabsåret. Optællingen er grundlaget for værdiopgørelsen af varelageret på balancedagen.

Vær opmærksom på, at varelageret skal optælles til købspris uden moms. Det er en god idé, at du skriver opgørelsesmetode og beregninger ned og har kopier af indkøbsfakturaer og lignende klar, så du kan dokumentere varelagerets værdi.

Gennemgå dine debitorer

Har du debitorer, er det en god ide at løbe dem igennem på balancedagen. Du kan gennemgå forfaldsdatoer på debitorer og følge op på forfaldne debitorer, som ikke har betalt til tiden.

Køb af driftsmidler i 2022 og forhøjet fradrag for visse køb

Hvis din virksomhed skal have skattemæssigt fradrag for driftsmidler i 2022, skal de være leveret og klar til brug inden årets udgang. Det er ikke nok at have bestilt og eventuelt forudbetalt det nye driftsmiddel.

Din virksomhed kan få skattemæssigt straksfradrag for småanskaffelser på op til 31.000 kroner eksklusive moms per anskaffelse, når du er momspligtig. Vær dog opmærksom på, at anskaffelser, der er bestemt til at fungere samlet, anses for at være ét driftsmiddel. Eksempelvis vil køb af både en computer og en printer, der er forbundet med hinanden, blive anset for ét driftsmiddel, uanset om de er købt samlet eller hver for sig i løbet af 2022.

Det samme gælder forbedringsudgifter, der knytter sig til aktiver, der er bestemt til at fungere samlet. Hvis den samlede anskaffelsessum overstiger 31.000 kroner, kan det fulde beløb ikke fratrækkes i købsåret, men kan afskrives skattemæssigt med op til 25 procent af saldoen for de samlede driftsmidler.

Ved køb af visse fabriksnye driftsmidler over 31.000 kroner forøges afskrivningsgrundlaget med 16 procent, ligesom det var tilfældet for 2021. Køber du eksempelvis et stillads til 50.000 kroner, kan du opnå fradrag for afskrivninger på 14.500 kroner i 2022, svarende til 25 procent af 58.000 kroner (50.000 kroner med tillæg af 16 procent).

Kørsel med blandet benyttet bil

Hvis du som selvstændig erhvervsdrivende benytter din private bil erhvervsmæssigt, kan du enten fratrække de faktiske udgifter med den erhvervsmæssige andel eller fratrække de kørte erhvervsmæssige kilometer med de fastsatte satser for skattefri kørselsgodtgørelse. Du skal selv holde styr på kilometerregnskabet i en kørebog af hensyn til dokumentationen over for SKAT, og det er vigtigt, at kørebogen bliver ajourført løbende.

Du kan læse mere om satser for kørselsfradrag og befordringsgodtgørelse her

Skattefrie gaver til dine medarbejdere

Du kan som udgangspunkt give hver af dine medarbejdere skattefrie julegaver til en værdi af maksimalt 900 kroner. Husk i øvrigt, at hver medarbejder kun kan modtage gaver for samlet 1.200 kroner om året uden at skulle beskattes. Såfremt du ikke giver medarbejderne andre gaver i løbet af året, har du mulighed for at give skattefrie julegaver til en værdi af maksimalt 1.200 kroner.

Du kan læse mere om gaver og julegaver her

Gaver til nærtstående

Du har mulighed for at give dine nærtbeslægtede en årlig skatte- og afgiftsfri gave på 69.500 kroner hver. Tal med din revisor om, hvem og hvordan du kan begunstige dine nærtbeslægtede og andre nære.

Feriepengeforpligtelse

Feriepengeforpligtelsen til ansatte, der afholder ferie med løn, vil primært bestå af endnu ikke afholdt ferie for ferieoptjeningsperioden 1. september 2021 til 31. december 2022 samt feriepenge fra den tidligere indefrysningsperiode 1. september 2019 til 31. august 2020, hvis disse feriepenge endnu ikke er afregnet til Fe- riefonden. Hvis du har valgt at beholde disse feriemidler fra indefrysningsperioden i virksomheden, skal disse feriemidler pristalsreguleres.

Kontrollerede transaktioner

Hvis du har bestemmende indflydelse over et eller flere selskaber, som du også handler med, skal disse transaktioner indberettes til

Skattestyrelsen i forbindelse med din selvangivelse. Indberetningspligten gælder uanset, om du eksempelvis har en renteindtægt på 50 kroner eller modtager et honorar på 100.000 kroner fra dit selskab. Kontakt din revisor, hvis du har brug for hjælp til indberetningen.

Du kan læse mere om transfer pericing og kontrollerede transaktioner her

 
Forrige
Forrige

Beskatning af virtuelle genstande - SKAT og online gaming.

Næste
Næste

Hvordan beskattes aktiegevinster?