Virksomhedsdonationer til velgørende formål
Din virksomhed kan få fradrag for bidrag vil velgørenhed - de såkaldte virksomhedsdonationer.
Vi kigger lidt ned i mulighederne for ekstraordinære donationer, årlige ordinære bidrag, sponsering og almindelig markedsføring.
Hvis din virksomhed er en af de mange virksomheder, som hvert år donerer til en god sag, så er jeres støtte med til at gøre en forskel. Mulighederne er mange, og det er reglerne også. For eksempel varierer satsen for fradraget, idet det er afhængigt af virksomhedstype.
Er der tale om markedsføring, landsindsamling eller sponsering, så kan der igen gælde andre regler.
Støtte til velgørende formål er fortsat vigtigt. Det er det blandt andet fordi, det udvider vores egen horisont i forhold til områder og menneskers skæbne, som vi måske ikke før kendte til. Det er selvfølgelig også vigtigt for de mennesker, der får hjælp og støtte. Her gør de enkelte bidrag en kæmpe forskel.
I vores artikel har vi taget udgangspunkt i Julemærket, men du er naturligvis velkommen til at støtte, hvilken organisation du vil - reglerne er de samme, bare organisationen er godkendt.
Regler for virksomhedsdonationer
Du kan få fradrag for gaver, bidrag og donationer til velgørende organisationer, foreninger, fonde, stiftelser, institutioner og religiøse samfund, som er godkendt af Skattestyrelsen.
Du får fradrag for alle beløb, hvis du giver gaver til forskning.
For personligt ejede virksomheder gælder de samme satser og regler som for privatpersoner. Du kan således få fradrag for maksimalt 18.300 kroner i 2024. Ønsker du at støtte Julemærkehjemmene og opnå fradrag, så skal du blot oplyse dit CPR nummer, så bliver dit bidrag automatisk indberettet til SKAT.
Læs mere om private fradrag for gaver og bidrag til velgørende foreninger
Selskaber kan opnå skattefradrag for velgørende bidrag for op til 15 % af selskabets skattepligtige indkomst.
Skal dit selskab/personlige virksomhed have fradrag for donationer til velgørenhed, skal den velgørende forening være godkendt af Skattestyrelsen.
Liste over godkendte foreninger og organisationer
Ligesom privatpersoner skal indberette deres CPR-nummer til den forening eller organisation som modtager den velgørende donation, skal virksomheder indberette deres CVR-nummer, når de donerer til velgørenhed. Den velgørende forening eller organisation vil herefter indberette donationen til SKAT.
Gør en forskel med en virksomhedsdonation
Din støtte er vigtig, og tager vi lidt fakta fra Julemærket om børn i Danmark, der har været på et Julemærkehjem, så viser tallene præcis, hvad vi mener:
Andelen af børn, der tror på sig selv er steget med 51 % - et år efter børnene var på ophold
Andelen af børn, der synes godt om sig selv er steget med 55 % - et år efter børnene var på ophold
Andelen af børn, der har høj livstilfredshed er steget med 47 % - et år efter børnene var på ophold
Forskellige virksomheder støtter på forskellige måder. Nogle samler penge ind via kampagner, andre donerer et støttebeløb. Nogle køber støtteprodukter som for eksempel firmajulekort, andre igen inviterer deres medarbejdere til at deltage i den årlige Julemærkemarch.
I følge Julemærkefonden, så tæller hver en krone, når det gælder om at hjælpe børn ud af mistrivsel, så du skal på ingen måde tænke, om dit beløb nu er stort nok eller om du gør en forskel med din virksomhedsdonation - det gør du!
Virksomhedsdonationer som markedsføring
Du kan også få fradrag for velgørenhed, hvis din virksomheds velgørende donation indgår som led i et markedsføringstiltag.
Markedsfører du salget af et produkt ved at reklamere med, at en del af omsætningen går til et velgørende formål eller køber du julekort eller får logo i din mailsignatur, kan du være berettiget til at få skattefradrag.
Det skyldes, at du gennem markedsføring gør donationen til en del af virksomhedens drift, idet donationen har til formål at opnå salg af varer eller ydelser – bidraget anses dermed som en driftsomkostning. Du får altså en ydelse retur.
Spørg din lokale revisor om virksomhedsdonationer
Vi støtter selv forskellige foreninger og formål i vores lokalområder, og vi kender reglerne. Dem er der (altså regler) som sagt mange af, og ovenstående er blot et her og nu billede af mulighederne.
Er du i tvivl om, hvad der er donationer, hvornår det er markedsføring, og hvad du kan trække fra, så kan du altid spørge din lokale revisor. Vi hjælper gerne.