Covid-19⎟ Corona
2020

Lønkompensation til fyringstruede privatansatte

Denne side er historisk indhold fra 2020 over Lønkompensation til fyringstruede privatansatte, som denne så ud på daværende tidspunkt.

Der kan være sket små justeringer undervejs.

Ansøgningsfrist

Lukket for ansøgninger i oprindelig ordning, og det er endnu ikke muligt at søge om forlængelse via den nye, forlængede ordning.

Virksomheder, som har forbud mod at holde åbent, kan indsende ansøgninger senest den 20. november 2020.

Der er pr. 8. oktober 2020 udarbejdet en trepartsaftale om lønkompensation for virksomheder i Nordjylland.
Læs mere om lønkompensation i Nordjylland

 

Ophør og forlængelse

Den midlertidige lønkompensationsordning stoppede pr. 29. august 2020 som en generel ordning for alle virksomheder, til gengæld vil den fortsat gælde helt frem til 30. oktober 2020 for en række virksomheder, hvis de er berørt af følgende restriktioner:

  • Forbud mod at holde åbent. 

  • Forsamlingsforbud på over 500 personer. 

  • Grænselukninger. 

  • Udenrigsministeriets rejsevejledning. 

Hvis Corona-restriktionerne stadig gælder efter den 31. oktober 2020, forlænges lønkompensationsordningen igen. Dog senest frem til 31. december 2020.

Der ydes midlertidig lønkompensation til virksomheder for det antal medarbejdere, virksomheden forventer at skulle hjemsende i stedet for at afskedige

Der er nu tre kompensationsperioder, og det betyder, at du enten kan søge om 3 måneder (fra 9. marts 2020 til og med 8. juni 2020) eller om 4 måneder (fra 9. marts til og med 8. juli 2020) samt separat for sommerperioden 9. juli 2020 - 8. august 2020. Du kan søge kompensation for dine medarbejdere i den periode, de er hjemsendte inden for perioden fra og med den 9. marts 2020 til og med den 29. august 2020. Kompensationen kan maksimalt udgøre fem måneders løn for medarbejderen. Medarbejderne skal anvende fem ferie- eller afspadseringsdage eller holde fem fridage uden løn i perioden 9. marts til 8. juli 2020.

Medarbejderen skal holde ferie eller andet, hvis virksomheden søger om lønkompensation for perioden 9. juli - 29. august 2020. Fraværet, ferie og andet, skal således være 21 dage i perioden 9. juli 2020 - 29. august 2020, og de første 15 dage skal være feriedage. Der udbetales ikke kompensation under dette fravær.

Ansøgningsfristen er for hele ordningen, dvs. for hele kompensationsperioden 9. marts 2020 - 29. august 2020. 

Indholdet i ordningen

Ordningen gælder for virksomheder registreret i CVR, som står overfor at varsle afskedigelser for minimum 30 % af medarbejderstaben eller mere end 50 ansatte. Med virksomheder menes personlige virksomheder, selskaber, foreninger, fonde og selvejende institutioner, herunder kulturinstitutioner, der ikke modtager over 50 pct. af omsætningen i offentlige tilskud. Ordningen gælder ikke for statslige institutioner. Modtager din virksomhed over 50 pct. i offentligt tilskud, skal der ansøges via Slots- og Kulturstyrelsen.

Selvstændige erhvervsdrivende kan ikke sende sig selv hjem, men de kan naturligvis anvende ordningen, hvis de har ansatte, der sendes hjem. Medarbejdere i fleksjob er omfattet, uanset om medarbejderen er på den gamle eller den nye fleksjobordning.

De hjemsendte ansatte må ikke arbejde, når de er sendt hjem. Elever og lærlinge kan dog fortsætte med at arbejde under hjemsendelsen, og virksomheden kan således fortsat få godtgørelse for elever og lærlinge. 

Staten betaler 75 pct. af de fastansattes løn inklusive pension og 90 pct. af de timelønnedes løn, dog max 30.000 kr. Kompensationen baseres på det højeste gennemsnit af de seneste tre måneder eller 12 måneders løn. Virksomheden betaler henholdsvis 25 pct. og 10 pct. af de ansattes løn. Medarbejderne må ikke afskediges i perioden og skal have fuld løn.

Det vil være muligt at arbejde en del af tiden forstået sådan, at medarbejderen eksempelvis gerne må være hjemme i 4 dage med lønkompensation og så gå på arbejde på 5.-dagen uden lønkompensation. Her vil følgende betingelser dog gælde:

  • Kompensationen gives i hele dage, dvs. to medarbejdere kan ikke dele en dag, men skal arbejde en hel dag ad gangen.

  • I ansøgningen skal det angives hvilke dage, der søges for, og der kan således kun søges for de dage, hvor medarbejderen ikke arbejder og er sendt hjem.

  • Der vil skulle være god dokumentation for, hvornår hver medarbejder arbejder. Ansøgningen er på CPR nr.

Der er per 24. marts 2020 vedtaget et lovforslag om lønkompensationsordningen

Loven vedrører de 5 feriedage, som medarbejderen skal afgive, når arbejdsgiveren vælger at bruge lønkompensationsordningen og sende medarbejderen hjem.

De 5 dage, som medarbejderen skal afgive, kan i stedet for at blive holdt som opsparet ferie, holdes som afspadsering, anden opsparet frihed i ansættelsesforholdet eller tjenestefrihed uden løn, uanset hvad der måtte være fastsat herom i anden lovgivning, kollektiv overenskomst eller i øvrigt aftalt mellem arbejdsgiver og lønmodtager. Arbejdsgiver kan fordele de 5 dage over perioden og dermed opnå et jævnt tilskud under lønkompensationsordningen over perioden.

Den nye lov betyder også, at en lønmodtager, som er hjemsendt i lønkompensationsordningen, ikke betragtes som opsagt, men får fuld løn i den periode, hvor lønmodtageren er hjemsendt. Er medarbejderen timelønnet, gælder de almindelige regler, hvor der afholdes ferie uden løn. Arbejdsgivere, som er omfattet af den midlertidige lønkompensationsordning, får ret til med 1 dags varsel at hjemsende en lønmodtager under de betingelser, som gælder i forbindelse med lønkompensationsordningen. En hjemsendelse med 1 dags varsel kan ske, uanset hvad der måtte være fastsat i anden lovgivning, kollektiv overenskomst eller i øvrigt aftalt mellem arbejdsgiver og lønmodtager.

Endelig er det vedtaget, at såfremt hjemsendelsen afbrydes, fordi lønmodtageren genoptager arbejdet eller ophører i ansættelsesforholdet, indtræder lønmodtageren i de ansættelsesvilkår, der var gældende på tidspunktet for hjemsendelsen.

Ansøgning

Ansøg inden 31. august 2020 for de første 3 - 4 måneder af ordningen og inden 30. september 2020 for den 5. måned. Virksomheder, som har forbud mod at holde åbent, kan indsende ansøgninger senest den 20. november 2020.

Du skal selv ansøge om kompensation med dit NemID. Din revisor kan ikke søge for dig, og selvom det ikke kræver revisorbistand at søge ordningen om lønkompensation, så vil vi alligevel anbefale, at du kontakter din lokale revisor, så du sikrer, at du udfylder alt korrekt og har den fornødne dokumentation. Hvis din ansøgning udtages til kontrol, kan Erhvervsstyrelsen nemlig pålægge dig at anvende revisorbistand fra en godkendt uafhængig revisor.

For hver enkelt medarbejder, der hjemsendes skal du bruge:

  • CPR-nummer

  • Fulde navn

  • Periodens start (første dag med kompensation)

  • Periodens ophør (sidste dag med kompensation)

  • Ansættelsestype (hhv. funktionær, ikke-funktionær eller elev/lærling)

  • Månedsløn (den samlede A-indkomst medregnet virksomhedens og den ansattes eget ATP-bidrag samt eventuelle bidrag til arbejdsgiverbetalt pensionsordning)

  • Antal dage undtaget, det vil sige de dage, der ikke søges om kompensation (eks. de fem feriedage)

  • Beskæftigelse i antal timer pr. uge, hvor 37 timer eller derover svarer til fuldtid

Desuden skal du have dokumentation klar for følgende:

  • Ansættelseskontrakt på nyansatte

Dokumentation når perioden er udløbet:

  • Skal din virksomhed kunne dokumentere, at de berørte medarbejdere har været hjemsendt i den ansøgte periode, ikke har arbejdet, og at medarbejderne var ansat inden den 9. marts 2020.

  • Har virksomheden en faglig repræsentant ansat, skal denne i dokumentationen bekræfte, at de berørte medarbejdere har været hjemsendt uden arbejde. Hvis der ikke er en faglig repræsentant, kan den relevante faglige organisation gøre indsigelse.

Se mere om dokumentation under “Slutafregning”

Sådan udfylder du ansøgningen

Ansøg på virk.dk

Vejledning: Opret CSV-fil til medarbejderdata 

Hent Dansk Revisions CSV-fil til medarbejderdata (csv)

Slutafregning

Hvis du allerede har modtaget lønkompensation, vil du medio oktober 2020 modtage besked om at indsende dokumentation, så Erhvervsstyrelsen kan foretage en slutafregning. Dokumentationen skal fastslå den reelle hjemsendelsesperiode for dine ansatte, og om virksomheden har afskediget medarbejdere i perioden.

Fristen for indsendelse af dokumentationen er tidligst den 15. november 2020 og senest 6 måneder efter den sidste dag, hvor en af dine medarbejdere var hjemsendt. Hvis fristen er udskudt for din virksomhed, vil du modtage besked i virksomhedens e-Boks.

Du vil få besked, hvis du skal benytte revisorbistand i forbindelse med slutafregningen. Hvis din virksomhed har en tillidsrepræsentant eller anden faglig repræsentant, skal dokumentation indeholde en bekræftelse fra denne på, at medarbejderne har været hjemsendt uden arbejde. 

Hvis du har modtaget for meget i lønkompensation, kan overskuddet ikke modregnes fra de andre kompensationsordninger.

I Dansk Revision har vi fokus på, hvad Covid-19 betyder for danske arbejdspladser, dansk økonomi og specielt for din forretning. Takket være vores lokale forankring og internationale perspektiv vil du opleve, at vi sætter dig og din virksomhed i centrum, så vi holder fokus på drift og omsætning - også i fremtiden efter corona.